Badminton Photo

VM-tjek: Positive fornemmelser på trods af blandede resultater i Taiwan Open

21-07-2015 11:41 |  Badminton.dk |  Anders Rud Nielsen
Der er fortrøstningsfulde fornemmelser hos de danske VM favoritter på trods af en kvartfinaleplads og exit i første og anden runde af Grand Prix Gold turneringen i Taiwan. 

Med blot 20 dage til VM i Jakarta er finpudsningsperioden startet. Den netop overståede VM-test Taiwan Open var dog hurtigt forbi for de danske spillere. Herresinglen Jan Ø. Jørgensen nåede kvartfinalen, mens Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen blev sendt ud af anden runde og samme Pedersen med Joachim Fischer tabte i første runde.

- Følelsen er lidt blandet efter Taiwan Open. Vi havde håbet på at få lidt flere kampe derude, men på den anden side var det en meget stærkt besat turnering, og vi havde to kinesere i anden runde, som stoppede os, siger Kamilla Rytter Juhl. Selvom den tredjeseedede damedouble tabte 13-21, 21-19, 15-21 til useedede Huang Yaqiong og Ma Jin fra Kina, giver resultatet ikke anledning til bekymring.

- Vi kan ikke bruge turneringen til decideret at finpudse frem mod VM, for forholdene var meget anderledes ift. Jakarta. Hallen var stor, og der var meget vind. Der kommer også meget vind i Jakarta, men spillet bliver helt anderledes. Nu har vi fokus på at få speed og power i benene, samtidig med at vi skal være hurtige med vores ketsjere. Vi skal køre en masse defensivt, fladt spil og servesituationer, for det bliver afgørende i Indonesien, hvor spillet bliver hurtigt. Og så skal vi have spillet nogle kampe, hvor skarpheden i specielt servesituationen skal køres ind, siger Kamilla Rytter Juhl.

Mere tid i styrkelokalet
Verdenstoeren Jan Ø. Jørgensen mødte i kvartfinalen hjemmebanefavoritten Chou Tien Chen. Danskeren var seedet til en plads i finalen, men et nederlag på 22-20, 14-21 og 16-21 sendte herresinglen hjem.

- Der var perioder med rigtig fint spil. Den sad ikke lige i skabet, og det havde jeg nu heller ikke regnet med, men mit spil i turneringen var fuldstændig, som jeg havde håbet på. Jeg smider den væk ved føringen 10-6 i andet sæt, efter at jeg havde vundet første, og det har desværre været mønstret et par gange efterhånden. Både mod Lin Dan i Malaysia og Kento Momota i Indonesien, hvor jeg egentlig har dem nede i sækken. Jeg skal have fundet ud af, hvad der lige nøjagtig sker, og hvilke mekanismer der går galt for mig, siger Jan Ø. Jørgensen, der har ændret lidt i træningsprogrammet ift. tidligere sæsoner. Og det har gavnet spillet.

- Jeg har ændret ved at køre et anderledes program end de andre herresingler, og end jeg selv plejer. Jeg har været i gang i styrkelokalet i 14 dage med fuld smadder, før vi startede VM-træningen. Nu gælder det den sidste finpudsning. Formen var der virkelig, hvor den skulle være, og fysisk står jeg bedre, end jeg havde håbet på pga. alt det hårde arbejde, jeg har lavet de sidste 4-5 uger. Jeg startede en smule før de andre med hård træning frem mod VM, så jeg har været i gang i noget tid nu. Derfor kunne det også svare sig for mig at tage ud at spille. Det fysiske program har virkelig været hårdt, men jeg er fuldstændig, hvor jeg skal være, så det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger Jan Ø. Jørgensen.

Mixdouble manglede flow
I mixdouble var Joachim Fischer og Christinna Pedersen fjerdeseedet, men det blev desværre kun til én kamp i turneringen, da de i første runde blev slået 21-14, 21-14 af Gi Jung Kim og Shin Seung Chan fra Korea. Fischer er dog stadig fortrøstningsfuld frem mod VM i august.

- Inden jeg tog til Taiwan, havde jeg en god fornemmelse, og synes vi var på rette vej. Men spillemæssigt var det ikke det, vi fandt frem derude. Vi plejer nu ikke at have undskyldninger, men vi havde ufatteligt svært ved at se bolden i hallen og kunne ikke få flow i spillet. Udover at tænke på de ting der ikke var godt nok, bruger vi ikke så meget tid på resultatet. Og så ser vi, om vi kan nå at arbejde de sidste ting ind i de næste tre uger. Vi ved heldigvis, at i Jakarta har vi været i finalen og vundet før, så vi kender jo forholdene og ved, hvordan vi skal spille derude. Så må vi se, om vi kan det, siger Joachim Fischer.

Der er lodtrækning til VM mandag d. 27. juli.


 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?