Badminton Photo

Rytter Juhl/Pedersen sikkert i VM-finalen

15-08-2015 16:10 |  Badminton.dk |  Kristine Liv Lund-Pedersen

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er i finalen ved VM i Jakarta. I semifinalen slog de i samme overbevisende spil, som de har vidst hele mesterskabet det japanske par Naoko Fukuman/Kurumi Yonao.

Den danske damedouble varmede op med smil på læberne og godt humør inden kampen startede, og det var også dem, der havde mest at smile af i første sæt. De stod overfor et par meget defensive japanere, der løftede på det meste. Men efter en tæt start fandt Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl taktikken, der løsnede op for de lange dueller, og de vandt sættet 21-12, efter Rytter Juhl hamrede bolden i gulvet.

Danskerne startede andet sæt lige så flot som de afsluttede første. Duellerne blev kortere, men selvom japanerne tog mere initiativ i spillet førte den danske double 11-7 ved ophold. Den japanske double krøb tættere på danskerne ved at spille mere offensivt efter opholdet, men med ”let’s go Denmark let’s go” rungende i hallen kæmpede danskerne sig videre og skaffede seks danske matchbolde. De skulle dog kun bruge to for at spille sig i finalen, da japanerne skød bolden ud til stor jubel for hele hallen og de danske piger.

-  Vi er to glade piger lige nu, som samtidig har svært ved at forstå, vi skal spille VM-finale i morgen. Kampen i dag vidste vi på forhånd var en god chance, men til VM kan alt ske, og vi havde respekt for både modstander og situationen. Vi havde lidt nerver i benene i starten og undervejs, men vi holdt koldt og rykkede fra dem, så snart de kom tæt på. Vi havde forberedt os godt inden kampen sammen med Lars Uhre, og selvom Kenneth Jonassen lå syg hjemme på hotellet kunne vi mærke han sendte god energi til os. I morgen bliver en kæmpe udfordring for os lige gyldigt, hvem vi skal møde. Vi glæder os, og vil bare nyde at være underdog i så stor en kamp, siger Kamilla Rytter Juhl.



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?