Badminton Photo

Pedersen/Rytter Juhl taber velspillet VM-finale

16-08-2015 18:09 |  Badminton.dk |  Kristine Liv Lund-Pedersen

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte desværre VM-finalen 25-23/21-8/21-15 til verdens- og de olympiske mestre Zhao Yunlei og Tian Qing fra Kina.

Inden kampen blev servet i gang havde Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen allerede skrevet sig ind i historiebøgerne, ved som den første danske damedouble at stå i en VM-finale. Men dette var på ingen måde tilfredsstillende for den danske damedouble og sulten efter guld lyste ud af dem fra kampens start.

Starten på første sæt var tæt og begge par viste fantastisk spil og forsøgte at få initiativet. Efter en flot duel, hvor Christinna Pedersen kastede sig ned på gulvet efter bolden gik kineserne dog til ophold foran med et enkelt point. Spilleglæden lyste ud af de danske piger der med hele den indonesiske hal i ryggen stille og roligt bragte sig i front. Men slutningen af sættet gik desværre ikke helt som smurt, da danskerne misser fem sætbold og bragte alt spænding tilbage i sættet. Heldigvis formåede danskerne dog at hive sig op igen og vandt sættet 25-23.

Kineserne fik en god start på andet sæt, hvor de hurtigt fik overtaget i det offensive spil og gik til ophold foran 11-6. Tendensen fortsatte desværre resten af sættet, hvor kineserne lykkedes med det meste og vandt det 21-8.

Danskerne startede det afgørende sæt på den gode side, men bragte sig desværre ikke i front og var bagud 11-7 ved ophold. Derfra skulle danskerne forsøge at finde det spil, der kunne ryste kineserne, men det var svært med en flyvende Zhao Yunlei på den anden side af nettet. Derfor var det desværre kineserne der kunne juble over at have vundet 21-15.

- Det er lidt op og ned med humøret. Det ene øjeblik er jeg vildt ærgerlig, det andet øjeblik er jeg mega glad og stolt over at have vundet sølv ved VM. Kampen starter perfekt for os, og vi får rystet dem. Det er noget lort, at vi ikke får lukket første sæt tidligere, for de bliver bedre og bedre og starter andet sæt med troen på, at de kan vinde. Men vi kæmpede med alt, som vi havde, og hvis vi var kommet bedre fra start i tredje sæt kunne det måske have flasket sig for os, men vi laver for mange fejl, og så er de bare gode. Når vi lige får kampen på afstand, så er vi jo mega stolte af at være de første danskere, der vinder sølvmedalje ved VM i damedouble nogensinde, siger Kamilla Rytter Juhl.

Se resultaterne da dagens finaler her



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?