Allan Høgholm

En ny spændende ligasæson venter

25-08-2015 15:10 |  Badminton.dk |  Kristine Liv Lund-Pedersen

Ventetiden er snart ovre og nedtællingen kan begynde. Om bare en uge starter den nye sæson i Badmintonligaen og mon ikke både spillere, klubber og fans glæder sig til, at det hele begynder.

Tidligere dette år spillede Greve og Skovshoved en intens finale i Frederiksberg Hallerne, hvor Greve trak det længste strå og vandt mesterskabet. Men om det bliver disse to klubber, der står i finalen igen til foråret er svært at forudse, inden vi er kommet igennem det spændende grundspil.

Greve åbner sæsonen i en hjemmekamp mod Værløse. Siden sidste sæsons guldfest har de blandt andet måtte sige farvel til Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der er skiftet til Skovshoved samt deres anden herresingle Ka Long Ng. I stedet har de lokket den franske herresingle Brice Leverdez til, og han glæder sig til at spille i den danske liga.

- Det er første gang jeg skal spille i Danmark og min ambition er at vinde ligaen, for det gjorde klubben også sidste år, og jeg håber, vi kan gøre det samme igen, fortæller han til Greve Strand Badminton.

Modstanderen Værløse har blandt andet fået tilgang af de to OBK’er Jonas Ramussen og Søren Gravholt.

To jyske kampe
Dette års sølvvindere, Skovshoved, der udover Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl også har fået tilgang af blandt andre Emil Holst og Rasmus Gemke begynder sæsonen med en tur til Aarhus, hvor AB, der både har sagt farvel og goddag til en håndfuld nye spillere, venter.

- AB forventer igen i år at kunne deltage i ligaen med et godt resultat, selv om det vil kræve dygtighed og held i de afgørende situationer, hvis AB igen i 2015/16 skal placere sig mellem de 4 bedste i ligaen, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Lidt længere nordpå gæster Solrød Strand Badmintonklub Vendsyssel, der blandt andre har fået den tidligere SSB spiller Maria Helsbøl og Camilla Sørensen, der skal være spillende træner, på holdkortet. Faktisk er der kun fire gengangere fra sidste års trup med dette år for Vendsyssel.

- Vi har flere spillere, som er på vej frem i karrieren og er klar til at kæmpe r.... ud af bukserne. Og det er spillere, som vil kæmpe for hinanden. Det kan jeg allerede mærke, siger 30-årige Camilla Sørensen til klubbens hjemmeside.

Kjeldsen på genbesøg
Team Skælskør Slagelse tager hjemme i mod Højbjerg, hvor Michael Kjeldsen, der førte TSS til fire mesterskaber senest i 2014, nu er Sportschef. Udover Kjeldsen har TSS også mistet flere spillere, og det bliver et spændende opgør i det vestsjællandske.

Rundens sidste kamp foregår i Gentofte, hvor Odense OBK kommer på besøg. Gentofte har inden sæsonstart måtte sige farvel til både Line Kruse og Marie Røpke og OBK har som før omtalt også sagt farvel til to stærke doublespillere bare på herresiden.

Se programmet her og få overblik over klubskiftene her.




 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?