Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub: Barsk start på ligaen

31-08-2015 14:51 |  Badminton.dk |  Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub

Højbjerg Badminton Klub får lidt af en barsk start på Badmintonligaen 2015/16. I de tre første kampe møder holdet de tre bedste hold i den forgangne sæson.

I 1. runde tirsdag d. 1. sept. møder Højbjerg på udebane sidste års bronze-vindere Team Skælskør-Slagelse. For Højbjergs sportschef Michael Kjeldsen bliver det samtidig et gensyn med den klub, han vandt fire danmarksmesterskaber med.Hjemmeholdet er klar favorit – også set gennem Højbjerg-briller.

I mixeddouble debuterer nytilkomne Emilie Juul Møller for Højbjerg, når hun sammen med den erfarne Morten Bødskov skal tage kampen op med Selena Piek og Mads Pieler Kolding. Michael Kjeldsen mener, at det er 80-20 kamp i TSS’s favør, og for Højbjerg-parret handler det bl.a. om at gå til kampen med attitude og angribe og satse.

I damesingle møder sidste sæsons nr. 2 ved DM, Mette Poulsen, Højbjergs unge  Alexandra Bøje. Alexandra er et stort talent og en profil i U17, men spørgsmålet er, om hun er klar til at tage kampen op med de bedste seniorer. I procenter anser Højbjergs sportschef Mette Poulsen for 75-25 favorit.

I 1. herresingle møder Højbjergs tilbagevendte Kasper Dinesen TSS’s Hans-Kristian Vittinghus, og selv om Kasper Dinesen er i god form og gjorde en fin figur med en andenplads i AB’s Grand Prix i weekenden, er han oppe mod en verdensklassespiller i HK. 75-25 i TSS-favør.

I 2. herresingle møder Morten Brødbæk TSS’s Kim Bruun. Den kamp er på papiret mere lige, men man må tage i betragtning, at Brødbæk stadig er på vej tilbage efter sin langvarige skade sidste sæson, og at Kim Bruun oftest spiller godt på hjemmebane, så 55-45 i hans favør.

I damedouble skal Nanna Vestergaard og Line Nørgaard spille mod den finske duo Jenny Nyström og Sonja Pekkola – førstnævnte er velkendt, sidstnævnte et mere ubeskrevet blad. Højbjergs sportschef anser damedoublen for den kamp, hvor Højbjerg har størst chancer, men vurderer kampen helt lige – 50-50.

Fifty-fifty kan man næppe sige, at herredoublen er. Jakob Staael og Tobias Suder møder Kim Astrup og den tidligere Højbjerg-profil Anders Skaarup. Sidstnævnte er storfavoritter, 90-10, og for Højbjerg-parret handler det om at kæmpe og finde hinanden i spillet og så se, hvor meget de kan drille TSS-parret.


På Højbjergs hold savnes Mathias Bay-Smidt, der har været igennem en ankeloperation.

Ingen forventer Højbjerg-sejr, men det handler om, trods rollen som underdogs, at komme godt i gang med ligasæsonen med kampvilje og god attitude.



 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?