Badminton Photo

Herredoublerne imponerer i Japan

09-09-2015 10:41 |  Badminton.dk |  Kristine Liv Lund-Pedersen

De danske spillere har fået en fremragende start på Japan Open, hvor det er blevet til sejre i samtlige kampe indtil nu. Især de tre deltagende herredoubler har imponeret ved at slå stærke modstandere.

Der var masser dansk glæde og jubel i Tokyo i dag. Både Kim Astrup/Anders Skaarup og Mads Conrad/Mads Kolding fik nemlig skovlen under par højt på verdensranglisten, som de ikke tidligere har slået. Førstnævnte par stod overfor verdensranglistens nummer otte Lee Sheng Mu og Tsai Chia Hsin fra Taiwan, som de tabte til i tre tætte sæt i Malaysia Open tidligere i år. I dag vandt danskerne 21-14/22-20 og udlignede til 1-1 i indbyrdes opgør.

- Vi holdt hovedet koldt i de tætte perioder i andet sæt og blev ved med at træffe de rigtige beslutninger også under pres. Vi er super tilfredse med spillet og rytmen i dag. Sidst tabte vi til dem i tre sæt, så det var ekstra dejligt at kunne lukke dem ned i to sæt. Vi føler os godt spillende og har i sinde at fortsætte takterne i morgen mod Goh og Tan fra Malaysia, som vi tabte 30-28 til i tredje sæt, sidst vi mødte dem i Australien, siger Kim Astrup.

Conrad og Kolding stod overfor Chai Biao og Hong Wei fra Kina, som de tidligere havde tabt til to gange. I dag gik det heldigvis danskernes vej, da de slog det kinesiske par 21-10/21-19.

- Vi er virkelig tilfredse med kampen i dag. De har været en skrækmodstander for os efter Indien og Malaysia, hvor vi tabte til dem, så det betød en hel del også at kunne krydse dem af på listen over par vi har slået. Vi spiller begge generelt en virkelig god kamp, og vi er specielt tilfredse med at vende 19-18 i andet sæt til en sejr. Men vi har en svær kamp igen i morgen, så det prøver vi at have fokus på nu, men samtidig er vi naturligvis glade for en vigtig sejr, siger Mads Conrad-Petersen.

Mathias Boe og Carsten Mogensen fik også en sejr, som de to sikkert havde længdes efter. De slog nemlig Liu og Qiu fra Kina, som slog dem ud ved VM for kort tid siden. I dag vandt danskerne flot 21-17/21-17.

Inden de flotte herredoublesejre havde Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og Viktor Axelsen spillet sig videre, og efterfølgende spillede Christinna Pedersen sig også videre i mixdouble sammen med Joachim Fischer.

Se resultaterne her, og følg med i Hans-Kristian Vittinghus kamp senere på livescore.



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?