Alan Spink

Verdensmesteren overraskede sig selv

17-09-2015 15:21 |  Badminton.dk |  Kristine Liv Lund-Pedersen

Julie Thrane vandt i weekenden guld i kategorien SU 5 til para-VM i England. Den danske damesingle, som er født uden venstre underarm, overraskede sikkert nogen i badmintonverden med den flotte præstation, men mest af alt overraskede hun sig selv. Nu er hun hjemme i Danmark igen, og det er langsomt ved at gå op for hende, at hun er verdensmester.

- Jeg havde tænkt, at hvis jeg spillede godt, kunne jeg måske vinde en bronzemedalje. For jeg vidste de to japanske piger kom, og de spiller virkelig godt, siger Julie Thrane om tankerne inden VM startede.

Men det skulle blive til mere end en bronzemedalje. Hun stod i dyb koncentration, nærmest en slags trance, inden hun blev kaldt ind til finalen mod en af de frygtede japanere, Mamiko Toyoda. For to år siden tabte hun klart til hende, og nu skulle de to spillere stå overfor hinanden i finalen. Natten havde ikke budt på meget søvn, men Julie Thrane havde besluttet sig for bare at spille sit bedste og nyde kampen. Pludselig havde den danske damesingle vundet første sæt 21-19.

- Jeg finder ud af, at jeg kan mere, end jeg selv troede, og det går op for mig, at jeg faktisk godt kan vinde kampen, fortæller hun.

Efterfølgende smider hun andet sæt efter en skidt start, men vinder tredje sæt 21-17 og lader jublen bryde løs.

- Jeg kan faktisk ikke huske så meget, før jeg sidder på tilskuerpladserne igen, jeg var bare så glad og oppe at køre. Jeg kan huske, at jeg krammede Nete (Andersen, som var holdleder og coach for de danske spillere), og ellers er det meget brudstykker. Det begynder lige så stille at synke ind, at jeg har vundet VM, men det er stadig vildt, og jeg er super glad, siger Julie Thrane hjemme fra Danmark igen.

I hendes klub Korup er alle stolte af hende med god grund, og hun har skullet vise sin medalje meget frem. Julie Thrane vandt også sølv i damedouble og bronze i mixdouble – stort tillykke også fra Badminton Danmark. 



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?