Badminton Photo

Skadeshelvede har gjort ung komet meget klogere

17-10-2015 17:25 |  Badminton.dk |  Anders Rud Nielsen
Drømmende var store, da 16-årige Rasmus Gemke i 2012 fik overrakt prisen som Årets Komet. Men uheld og en overilet vilje efter succes har sendt ham på skadeslisten siden. Nu har han lært af overbelastningernes konsekvenser, og forhåbentlig er han tilbage på den anden side af nytår. Igen med kurs mod verdenseliten. I disse dage er han tilstede i Odense for at se Yonex Denmark Open presented by Danisa. Vi har fanget ham i hallen til en snak om skadesnedturen og de store drømme.

Hvordan var det at blive Årets Komet i 2012?
Det var helt vildt. Jeg havde altid ligget lige uden for top 4 som ungdomsspiller. Uden for alle de sjove sejre. Men så tog jeg et rigtig stort skridt inden for kort tid. Da jeg blev førsteårs u17-spiller og fik lov til at spille seniorturneringer, vandt jeg blandt andet mesterrækken, hvor der var top 15 spillere med.

Hvad er der sket, siden du blev Årets Komet?
Jeg har været skadet rigtig meget af tiden. Lige nu har jeg været skadet i 10 måneder i hoften. Det er svært at sige den helt rette grund til det, andet end at det umiddelbart var ren og skær overbelastning. Det skete i december, hvor det kom snigende og begyndte at stramme. Jeg kunne mærke en ømhed. I forvejen var jeg lige kommet tilbage fra en skade på 5 måneder med skinnebensbetændelse, og jeg skulle have nogle kampe i benene igen, for der var jo snart DM og udenlandske turneringer, men det var så åbenbart for meget for min krop. Når du er badmintonspiller, er det sjældent, at du vågner op uden at have ondt et eller andet sted. Det gør altid lidt ondt. Og hvis du vil være den bedste, kræver det hårdt arbejde, og det gør ondt på kroppen. Så jeg havde slet ikke set, at det ville blive en langtidsskade. Det var et chok for mig.

Hvordan tog du dét ekstra skridt tilbage i 2012?
Det handler rigtig meget om min vilje. Hver gang jeg er på banen, er jeg der 100 procent. Et eller andet gjorde jeg rigtigt på det tidspunkt. Som badmintonspiller bliver jeg drevet af, at jeg har en god vilje, at jeg altid vil gøre mit bedste og prøve at optimere på alle punkter. Og det kan jo være en udfordring, når man har de skader, som jeg har. Jeg vil jo hele tiden prøve på at finde løsninger på, hvad jeg kan gøre bedre. Der er ikke så mange ting, jeg kan, og det kan være frustrerende, for jeg vil hele tiden prøve at udvikle mig. 

Hvad laver du så, når du nu ikke kan spille badminton?
Jeg er ude i Brøndby hver dag, hvor jeg får en masse behandling, og så træner jeg de ting, jeg kan. Teknik og styrketræning med ryg, mave, overkrop og skadesforebyggende for netop min hofte. Og så går jeg lidt i skole derovre, men det er ikke ret meget. Jeg kan jo egentlig godt holde til at spille to dage i streg med godt tryg på, men så kommer det bare stille og roligt snigende og bliver godt ømt ved mit knoglefremspring. Så lige nu er jeg låst, og det irriterer mig. Jeg er flyttet til Sjælland for at deltage i forbundstræningen, og jeg er jo ikke kommet til Brøndby for at blive skadet. Jeg er kommet for at få en frisk start. Og så er jeg skiftet til Skovshoved, som har hjulpet mig rigtig meget. Det er jeg utrolig taknemmelig for. Det har været sindssygt hårdt, at skulle bo på Sjælland alene uden forældre og alt den støtte man normalt får derhjemme fra. Så det er da tough lige nu. Jeg har næsten været skadet uafbrudt i to år.

Hvad er udsigterne for at vende tilbage?
Jeg håber på 3-4 måneder. Jeg ved godt, at det er lang tid, når jeg i forvejen har været ude i 10 måneder. Men som det ser ud nu, er det ikke godt. Det er ikke blevet ret meget bedre, men det største mål for mig lige nu er bare at komme tilbage på banen og få det fedt igen. På et tidspunkt får vi slået hul på, hvad det er, der skal gøres.

Er du bekymret for ikke at kunne spille på topplan igen?
Det er man jo altid, må jeg være ærlig. Når jeg nu har været ude så længe, og når vi nu ikke har kunnet finde løsninger 100 procent på det, så har man jo bekymringer om karrieren. Jeg bliver ved med at tro på, at der kan findes en løsning, og jeg er også ret sikker på, at det kommer til at ske, at vi finder ud af, hvad der skal gøres.

Du er kun 18 år. Hvordan arbejder du med dig selv mentalt i den alder?
Jeg snakker rigtig meget med landstræner Kenneth Jonassen og hovedtræneren i Skovshoved, PK (Henrik Rohde). Og så skal jeg til at have et samarbejde med en mentaltræner nu her, som også er tilknyttet forbundet. Vi snakker om, hvordan jeg har det, og hvordan jeg tackler perioden bedst muligt. Hvilke gode ting, jeg kan få med fra skaden. Hele tiden prøver jeg at finde glæden ved at være skadet. At prøve at finde de positive ting, så jeg ikke bare falder ned i et sort hul, for det er jo typisk det der sker, især når man hele tiden får en ny skade efter at være kommet tilbage. Dét er hårdt. Men hvis jeg kan komme forbi det her, føler jeg, at jeg står godt. Det tror jeg på, at jeg kan bruge til noget. Jeg har troen på, at der nok skal blive noget stort ud af det, når jeg kommer tilbage.

Har din vilje for at vende tilbage på banen hurtigst muligt været en ulempe for dig?
Ja. Meget. Jeg vil rigtig gerne hurtigt ind og præstere igen. Vise, at jeg hurtigt kan nå et topniveau og vinde det hele. For det er jo dét, jeg brænder for. Det er gået for hurtigt for mig. Men jeg var også meget ung dengang. Som 16-årig var jeg til finalen i senior VM, og der var nogle ting, som jeg ikke var klar over i forhold til kroppen. Hvad kan den holde til, og hvad kan den ikke holde til? Jeg susede bare af sted og tænkte ikke over, hvad der nu f.eks. var galt med knæet, når det gjorde lidt ondt. Nu er jeg 18 år og har fået bedre styr på min krop, hvad den kan, og det er jo noget af det, jeg kan tage med fra skaderne. Jeg er blevet klogere. Meget klogere.

Hvordan har det været at se Anders Antonsen skyde opad?
Mig og Antonsen er bedste venner. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at det ikke er lidt træls, at jeg ikke selv kan stå dér. Men sådan er gamet. Det hører med til sporten, at nogen er uheldige, mens andre er heldige med at undgå skaderne. Jeg er bare glad på hans vegne, for at det går rigtig godt for ham. Det giver da også en besked til mig om, at det kan lade sig gøre. Det giver mig blod på tanden, for det kan jo lige så godt blive mig en dag. At jeg så lige skal vente et par år mere, det er, som det er. Det er forskelligt, hvornår man topper.

Tidligere vindere af Årets Komet:
2009 – Jan Ø. Jørgensen
2010 – Viktor Axelsen
2011 – Mads Conrad-Petersen
2012 – Rasmus Gemke
2013 – Mia Blichfeldt
2014 – Anders Antonsen


 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?