Foto: Trine Bay

Poul-Erik Høyer: Det bedste badminton siden Gade i 1999

18-10-2015 17:38 |  Badminton.dk |  Oliver Kjærhauge Okkels
Finalerne er slut, og det har virkelig været en Yonex Denmark Open presented by Danisa med mange fantastiske badmintonkampe. Viktor Axelsens sejr over tidligere verdens- og olympiske mester Lin Dan står som et af de absolutte højdepunkter.

På finaledagen var der desværre ikke nogen danskere i aktion, men alligevel er forhåbningerne store, når man ser tilbage på Yonex Denmark Open presented by Danisa. Specielt Viktor Axelsens overlegne sejr over Lin Dan i kvartfinalen, skaber håb hos tidligere OL-vinder Poul-Erik Høyer.

- Den måde Viktor spillede på mod Lin Dan er det bedste jeg har set i dansk badminton, siden Peter Gade vandt All England i 1999. Jeg tror bestemt, det er muligt, at han tager medaljer til OL og måske endda en af guld, siger han.

Lin Dan fik heller ikke en fod til jorden i kampen mod den unge fynbo. 21-8/21-7 lød de imponerende cifre efter en kamp, hvor Viktor Axelsen spillede på et helt andet niveau end den kinesiske superstjerne. Desværre blev to kinesiske verdensmestre i streg for stor en mundfuld for Viktor Axelsen, der tabte til verdens nummer et, Chen Long, i semifinalen. Han var dog også imponeret over den unge danskers niveau.

- Faktisk var kampen til VM mod Viktor, hvor jeg vinder 30-29 i andet sæt, endnu hårdere end den i dag. Viktor er på samme niveau som mig nu, så i kampene fremover kommer det til at handle om, hvem der er i bedst form på dagen, sagde Chen Long efter semifinalen.

Til OL bliver det forhåbentlig Viktor Axelsen, der er i bedst form på dagen, hvis han skal op imod Chen Long igen. Poul-Erik Høyer tror i hvert fald på, at det danske talent kan udvikle sig endnu mere.

- Viktor har en meget professionel tilgang til sporten, og det er med til, at han forhåbentlig kan fortsætte sin udvikling i de kommende år, siger Poul-Erik Høyer.


 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?