Badminton Photo

Ingen dansk gæstfrihed i Falkoner Centret

27-12-2015 18:41 |  Badminton.dk |  Anders Rud
Seks sæt og så var samtlige danskere videre til finalen ved eftermiddagskampene i Yonex Copenhagen Masters på Frederiksberg.

Der var danskere fra den allerøverste hylde, da semifinaledagens første session blev spillet til Yonex Copenhagen Masters. Og det kunne bestemt aflæses i resultaterne.

Efter at Line Kjærsfeldt havde slået verdensranglistens nummer 12, indiske Sindhu, og dermed vundet damesinglekategorien, var det først Joachim Fischer og Christinna Pedersens tur til at følge op på det imponerende danske resultat med en kamp mod Ronan Labar og Emilie Lefel fra Frankrig.

Som forventet var Fischer/Pedersen bedst igennem hele kampen, og med en sejr på 21-16/21-11 sikrede de sig i vanlig stil en plads i morgendagens finaler på hjemmebanen i Falkoner Salen. 

- Vi har ikke en ambition om, at vi bare skal vinde hver gang, men vi spiller, det vi kan, og tager det, som det kommer. Vi er glade for at være her og for at give folk en god oplevelse, siger Joachim Fischer.

Køb billet til søndagens stjernebesatte finalekampe her eller ved indgangen til Falkoner Centret.

Parret har vundet invitationsturneringen fem gange i træk, og Christinna Pedersen glæder sig over de anderledes rammer.

- Mens mange måske er ude at hygge sig med familien og shopper lidt mellem jul og nytår, hygger vi os med at spille foran et publikum, hvor rammerne er meget mere intime, end vi er vant til. Det er den store kontrast i forhold til nogle af de store turneringer, som vi ellers spiller, siger Christinna Pedersen.

All England mestrene, Mathias Boe og Carsten Mogensen, var lidt længere om, at kvalificere sig til finalen. Efter et første sæt med de tætte cifre 22-20 fik de dog stabiliseret spillet med sejr på 21-12 i andet sæt over de uortodokse og aggressive Khim Wah Lim og Thien How Hoon fra Malaysia.


- Det er en turnering, jeg selv så i fjernsynet, da jeg var 12-13 år, og jeg drømte om at stå på banen. Derfor er det da også en sjov oplevelse at stå dernede selv, siger Mathias Boe.

Sidste dansker i aktion ved eftermiddagens semifinaler var fremadstormende Viktor Axelsen. Inderen B. Sai Praneeth var modstanderen, der erstattede den skadede landsmand Kidambi Srikanth, i en kamp, der aldrig for alvor blev tæt. 21-14/21-18 vandt Axelsen.

Følg med i resten af dagens danske resultater her og på Badminton Danmarks Facebook side.


 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?