Badminton Photo

Masser af hyldest og kåringer ved Yonex Copenhagen Masters

28-12-2015 20:44 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard

Det har været et særdeles flot badmintonår, hvor de danske spillere har leveret flotte præstationer og vundet medaljer på stribe. Det vil Badminton Danmark gerne hylde og anerkende overfor det danske hjemmepublikum.

På Yonex Copenhagen Masters’ første dag blev Jan Ø. Jørgensen, Julie Thrane, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl hyldet for deres flotte præstationer, der bl.a. lød på VM sølv, VM guld og en masse finaler. Og det er en hyldest som skaber stor glæde hos spillerne.

- Det betyder rigtig meget! Bare det at komme ind sammen med Christinna og Kamilla er kæmpe stort. Samtidig er det fantastisk, der bliver sat fokus på handicapbadminton på den måde, siger Julie Thrane. 

I går blev Årets Komet også fundet og hyldet, da prisen gik til den unge herredouble Frederik Søgaard og Joel Eipe. I dag blev det tid til at finde og kåre Årets Spiller, og vinderne blev Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl. Selvom de gennem deres flotte karriere har vundet en masse, så luner det stadigvæk at modtage titlen foran hjemmepublikummet.

- Vi har haft et fantastisk 2015 med rigtig, rigtig mange semifinalepladser og finalepladser. Højdepunktet var klart VM i Indonesien, hvor vi næsten fik det hele til at peake. At stå i en VM-finale er der ikke mange danske spillere, der opnår. Det er vi super stolte af. Og at slutte af med at blive hædret og få denne her pris, vil altid være en speciel oplevelse, siger Christinna Pedersen.

Men det er ikke kun spillerne, der sætter pris på den flotte hyldest og kåringerne. Det gør Badminton Danmark så sandelig også, og de flotte rammer under Yonex Copenhagen Masters skaber en unik atmosfære.

- Det gør vi fordi, at vi her har muligheden for at præsentere nogle spillere, som vi gerne vil hædre på den ene eller anden måde foran vores hjemmepublikum, og her ved Yonex Copenhagen Masters har vi mulighed for at gøre det i nogle hyggelige rammer og med god tid. Det kan være svært nogle gange at gøre det, som f.eks. under Denmark Open, hvor der ikke er tid til det, fordi det skal TV-transmitteres til mange lande, siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark.

- Det er noget, vi lægger meget vægt på. Vi skal fejre vores successer, både de store og de små. Det er jo alt sammen noget, der er med til at brande sporten. Som da vi f.eks. fejrede vores veteran verdensmestre. Der kan man jo sige: “Har det nogen betydning?” I min optik ja. For det er med til at signalere, at vi favner bredt, og vi interesserer os for dem, der dyrker vores sport, og dem vil vi gerne hædre for deres flotte resultater, siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark.

Du kan læse meget mere om Årets Komet her og Årets Spiller her



 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?