Badminton Danmark

Resultater: Badmintonligaens første kvartfinaler

09-02-2016 21:58 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmusen

Første runde af Badmintonligaens kvartfinaler blev her til aften spillet, og det blev til tre udebanesejre og en enkelt hjemmebanesejr.

Efter første kvartfinalerunde, som blev spillet i Greve Idræts Center, Arena Nord, Højbjerg Badmintonhal og Odense Idrætshal her til aften, var der tre af holdene, som kunne se frem til en god tur hjem.

Det første hold, som kunne trække sig sejrrigt ud af sin kvartfinale, var Skovshoved. De vandt 4-1, efter de nykårede danmarksmestre i mixdouble, Joachim Fischer/Christinna Pedersen, havde besejret Jakob Staael/Emilie Juul Møller med 21-12, 21-14. 

Forinden havde Anne Skelbæk/Kamilla Rytter Juhl slået Line Nørrgaard/Nanna Vestergaard med 21-16, 21-12. Mads Conrad-Petersen/Carsten Mogensen slog Morten Bødskov/Mathias Bay-Smidt 21-14, 21-15, og Christian Lind Thomsen fik en walk over-sejr mod Morten Brødbæk. 

Kasper Dinesen fik revanche fra Yonex DM2016 over Emil Holst, da han vandt 21-12, 21-14 og dermed fik han Højbjerg på tavlen. 


Slaget om Sydkysten

Det blev i ”Slaget om Sydkysten”, at den eneste hjemmebanesejr faldt i de første kvartfinaler. I det tætte opgør blev det nemlig i sidste ende Greve, som kunne fejre sejren med hjemmepublikummet, da franske Brice Leverdez besejrede den nykårede danmarksmester i herresingle, Rasmus Fladberg, i tre sæt, 17-21, 21-16, 21-17. Dermed kunne Greve juble over en samlet hjemmebanesejr på 4-2. 

Det var den eneste tresætter i kampen, da Joachim Persson, Rikke Søby Hansen/Isabella Nielsen og Jacco Arendt/Jelle Maas vandt de tre øvrige kampe til Greves favør i to sæt. 

Mia Blichfeldt og Niclas Nøhr/Lena Grebak sikrede vigtige sejre til Solrød Strand, når de skal forsøge at spille sig videre til semifinalerne i fredagens returopgør.

De to øvrige hjemmebanehold, Vendsyssel og Odense OBK, kunne, desværre for dem, ikke juble med deres publikum. Her blev det nemlig til udebanesejre til Værløse og Team Skælskør-Slagelse.

Værløse vandt 4-1, mens Team Skælskør-Slagelse vandt 4-2, hvoraf det ene point gik til Steffen Rasmussen i 2. HS, efter Hans-Kristian Vittinghus havde for store smerter i sin ene fod under opvarmningen til, at han kunne stille op. 


Overblik: Resultater fra første runde af Badmintonligaens kvartfinaler:

Højbjerg 1 – 4 Skovshoved  

Vendsyssel 1 – 4 Værløse

Odense OBK 2 – 4 Team Skælskør-Slagelse

Greve 4 – 2 Solrød Strand 


Klik her og se resultatet af den enkelte kamp! 

Eller se resultaterne på vores Badminton Danmark-app. 

Returopgørene bliver spillet på fredag, og du kan følge med på vores livestreamingtjeneste, zibrasport.dk/badminton-danmark, og via vores livescore på badmintonpeople.dk/dbf/livescore eller vores app.



 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?