Badminton Danmark

Mathias Christiansen: Det var måden, vi vandt på

29-02-2016 13:10 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmusen

Sammen med Lena Grebak vandt Mathias Christiansen Austrian Open i mixdouble, og den unge bornholmer er særdeles glad for måden, hvorpå parret vandt turneringen.

Ti danske spillere havde taget turen til Wien for at spille International-turneringen Austrian Open. Her formåede Anders Antonsen at vinde herresingle-kategorien med en sejr på 21-16, 21-16 over indiske Harsheel Dani, mens det også blev til dansk sejr i mixdouble-kategorien.

Her vandt Lena Grebak/Mathias Christiansen nemlig finalen over engelske Matthew Nottingham/Emily Westwood (7) med 21-17, 21-17. De femteseedede danskere slog på vejen de topseedede russere og et kinesisk par.

- Det var en rigtig god turnering, hvor vi spiller fem rigtig gode kampe. Det er selvfølgelig dejligt at vinde, men det var måden, vi gjorde det på, som jeg er meget glad for. Vi har ingen slinger i valsen mod nogle af de dårligere par, som nogle gange kan ske, så det er jeg glad for, siger Mathias Christiansen.

24-årige Grebak og 22-årige Christiansen var i 2015 udfordrede af skader, men parret føler sig nu godt kørende og håber på, at den gode form kan være med til at hæve deres niveau.

- Jeg var meget skadet i sommers, og hun var skadet i efteråret, hvilket gjorde, at vi ikke spillede så mange turneringer. Så det er helt klart, fordi vi er inde i et længere træningsforløb, at vi vinder.

- Det giver tro på, at vi kan komme op og spille på et højere niveau og drille nogle af de bedre par. Nu skal vi ned og spille German og Swiss Open, så der håber vi, at vi kan slå nogle af de gode par, siger Mathias Christiansen.

Parret vandt i 2015 French International og Irish Open, og nu er de kommet godt fra start i 2016 med sejren ved Austrian Open.



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?