Badminton Photo

Lars Uhre: God og svær lodtrækning til Thomas & Uber Cup

21-03-2016 05:18 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmusen

Herrelandsholdets har fået en god lodtrækning til Thomas Cup, mens dameholdet kan få det svært i deres gruppe ved Uber Cup. Det vurderer landstræner, Lars Uhre.

I dag blev der trukket lod til VM for herre- og damehold, Thomas & Uber Cup, og her var Danmark selvfølgelig med. Det blev dog til to forskellige slags grupper til herre- og dameholdet.

Det danske herrehold møder i sin gruppe Taiwan, New Zealand og Sydafrika, og her skal Danmark gå efter førstepladsen, vurderer landstræner, Lars Uhre.

- Vi har fået en god lodtrækning, som gør, at vi er favoritter til at gå videre fra gruppen, som vi også er seedet til. Vi har fået to forholdsvis overkommelige opgaver i New Zealand og Sydafrika, og så spår jeg, at det bliver en gruppefinale mellem os og Taiwan, siger Lars Uhre.

Dameholdet skal kæmpe om andenpladsen

Danmarks damehold fik desværre ikke samme gode lodtrækning som herrerne. De skal nemlig op imod Spanien, Malaysia og de forsvarende vindere og værtsnationen, Kina.

- Vi har fået en svær lodtrækning. Hvis vi skal slå Kina, skal vi lade være med at gøre det i gruppen, men først senere i turneringen. Det bliver meget, meget svært. Der vil være tre hold, som vil komme til at kæmpe om andenpladsen, som jeg ser det, og der får vi svære kampe mod Malaysia og Spanien, siger Lars Uhre.

Alligevel ser han en lille fordel hos de rød-hvide, da bredden kan gå hen og blive afgørende.

- Malaysia og Spanien har begge nogle ret skæve hold, hvor de er stærke i toppen, men vi kan forhåbentlig gøre os gældende med en god bredde på vores damehold.

Forskellige målsætninger

Grundet lodtrækningerne, som vurderes til at være henholdsvis god og svær, bliver der også sat forskellige målsætninger op for de to danske hold.

- Det må være at komme videre fra gruppen med dameholdet, og med den her lodtrækning, så er det en ambitiøs målsætning, for det bliver ikke så let, siger Lars Uhre.

Hos herreholdet er ambitionen og forhåbningerne, at de kan gå langt og hente medaljer med hjem fra Kina.

- Først og fremmest skal vi videre og gerne som nummer et, så vi får lov til at møde en to’er i kvartfinalen. Som vi altid drømmer om, skal vi spille med om medaljerne og forhåbentlig skal vi også have noget om halsen derude, siger Lars Uhre.

Lodtrækningerne:
Thomas Cup:

Gruppe A: Kina, Japan, Frankrig, Mexico
Gruppe B: Indonesien, Indien, Thailand, Hong Kong
Gruppe C: Korea, Malaysia, England, Tyskland
Gruppe D: Danmark, Taiwan, New Zealand, Sydafrika

Uber Cup:
Gruppe A: Kina, Danmark, Spanien, Malaysia
Gruppe B: Korea, Taiwan, Mauritius, USA
Gruppe C: Thailand, Indonesien, Bulgarien, Hong Kong
Gruppe D: Japan, Indien, Australien, Tyskland

Danmark vandt i februar EM for hold. Her slog herrerne Frankrig med 3-1, og damerne besejrede Bulgarien med 3-1 i finalen. Thomas Cup & Uber Cup bliver afholdt i Kunshan i Kina fra d. 15. maj til 22. maj.



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?