Badminton Photo

Hård dansk lodtrækning til Sudirman Cup

17-03-2017 18:31 |  Badminton.dk |  Kristine Liv Lund-Pedersen
Der blev i dag trukket lod til puljerne ved Sudirman Cup, VM for blandede hold, i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur. Danmark er havnet i en meget stærk gruppe, hvor de skal møde Indonesien og Indien. 

Det danske landshold sætter i slutningen af maj kursen mod Australien for at spille Sudirman Cup, og når spillerne ankommer efter den lange rejse, skal de være klar fra start. Der er nemlig ingen lette kampe, når modstanderne hedder Indien og Indonesien.

- Det er en rigtig hård lodtrækning. Jeg vil sige, at det nok er de to stærkeste lande fra hvert lag, vi har fået i vores pulje. Vi skal være skarpe fra start, for hver eneste kamp kommer til at tælle, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Indonesien nåede semifinalen ved mesterskabet i 2015, mens inderne stadig har deres første medalje til gode.

- Indien er en fremadstormende badmintonnation lige i øjeblikket. De er stærke på singlesiden, og de har også doubler, som kan udfordre os, hvis vi ikke spiller op til vores bedste. Vi er små favoritter, og kan nok lidt nemmere finde tre kampe på papiret, som vi kan vinde, men det er stadig en svær opgave, fortæller Kenneth Jonassen, der også ser frem mod kampen mod Indonesien.

Vil du se stjernerne på danske grund? Køb billet til Yonex Denmark Open presented by Danisa

- Her synes jeg ikke, der er en favorit. Det er en 50/50 kamp, hvor de højst sandsynligt både kommer med OL- og All England-vindere. Det bliver et brag af en kamp, som jeg allerede nu glæder mig til, uddyber han.

En af de ting, der skal være med til at løfte det danske spil, er stemningen på holdet. Det er en ufattelig vigtig ting forklarer sportschef Jens Meibom.

- Det er en meget hård lodtrækning i et meget stærkt besat VM, og vi kan imødese hård modstand allerede fra den første kamp. Der kommer utvivlsomt til at være mange tætte kampe, og her skal vi udvise samme holdånd som vi gjorde til Thomas Cup sidste år og senest til EM for blandede hold i februar. Her var holdets interne opbakning en afgørende faktor i de kritiske kampsituationer og en stærkt medvirkende årsag til at Danmark i begge tilfælde endte med pokalen og mesterskabet. De gode oplevelser og erfaringer skal vi tage med til Australien og så er jeg sikker på, at Danmark også vil kæmpe med om medaljerne ved Surdiman Cup, siger han.



 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?