Badmintonphoto

Emil Holst efterudtaget til VM: - Jeg glæder mig rigtig meget

26-07-2017 17:07 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmussen
Badminton Danmarks sportslige ledelse har efterudtaget Emil Holst til VM i Glasgow, da han har fået en skadet Jan Ø. Jørgensens plads i herresinglekategorien.

Der er masser af glæde at spore i Brøndby Hallen i dag blandt de hårdtarbejdende badmintonspillere, der er i gang med at forberede sig til VM. Smilet er dog ekstra stort hos Emil Holst, han er nemlig blevet efterudtaget til VM i Glasgow.

Holst ligger pt. nummer 38 på verdensranglisten og skal sammen med Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Hans-Kristian Solberg Vittinghus repræsentere Danmark i herresinglekategorien på den allerstørste scene. En oplevelse han glæder sig meget til.

Video: 'Mit VM' Line Kjærsfeldt

- Det betyder meget. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg blev rigtig glad, da Kenneth (Jonassen, red.) fortalte mig nyheden om, at jeg skulle med til VM. Jeg blev lidt overrasket, men også lidt spændt, for der er kun en måned til nu, men jeg glæder mig bare rigtig meget. Det bliver noget af det største, jeg kommer til at spille i min individuelle karriere med mindre, jeg kommer med til OL, siger 26-årige Emil Holst.

Efterudtagelsen af Emil Holst sker på baggrund af Jan Ø. Jørgensens afbud til VM tidligere på måneden. Taktisk overblik fra Badminton Danmarks sportslige ledelse gjorde, at det lykkedes at låse Jan Ø. Jørgensens plads til VM, indtil det var sikkert, at pladsen ville gå til Emil Holst og ikke en herresinglespiller fra en anden nation.

Video: 'Mit VM' Mathias Boe

- Jeg er rigtig glad for, at vi får Emil med. Vi har med vilje afventet at trække Jan Ø. (Jørgensen, red.) officielt fra VM for at sikre os, at når vi gjorde det, så kunne Emil (Holst, red.) komme med på det afbud. Emil har niveauet til at drille de allerbedste. Han kan slå en af de seedede spillere, og det har han vist henover de seneste seks måneder, så vi kan godt tillade os at have nogle forventninger til ham, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Emil Holst har tidligere i år vist flotte præstationer, da han blandt andet slog den dobbelte olympiske mester og fem gange verdensmester Lin Dan under German Open.

Læs også: VM-træningen giver plads til cheflandstrænerens indre badmintonnørd

I løbet af VM-træningen, der begyndte for tre uger siden, har Emil Holst fungeret som sparringsspiller for de herresinglespillere, som allerede var udtaget til VM, og her har han knoklet på med høj intensitet, så han er fysisk klar til mesterskabet.

Emil Holst var en del af Thomas Cup-holdet, der vandt VM for herrehold i 2016. Han spillede den afgørende kamp i semifinalen mod Malaysia og vandt i to sæt over Chong Wei Feng.

VM 2017 spilles fra den 21.-27. august i Emirates Arena i Glasgow.



 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?