Badminton Photo

VM-optakt: I morgen går det endelig løs

20-08-2017 17:24 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Flere ugers VM-træning sluttede i dag kl.11, da danskerne var færdige med Main Hall-træningen. Nu er der under 24 timer til, at det går løs ved VM i Glasgow. Vi tager her temperaturen på de seks danske spillere, der skal i kamp i morgen, hvor fem af dem er VM-debutanter. 

Mia Blichfeldt, Anders Antonsen, Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby, Emil Holst og Line Kjærsfeldt. I alt seks danske spillere hvor kun sidstnævnte tidligere har deltaget ved VM for individuelle før, mens de fem øvrige får deres VM-debut.

Den første danske VM-debutant, der kommer på banen, er gårsdagens fødselar Mia Blichfeldt. Den nu 20-årige damesingle møder tyske Febienne Deprez i kamp nummer to på bane fem. 

De to har mødt hinanden tre gange før, hvoraf Mia Blichfeldt har vundet to af de indbyrdes opgør mod den 25-årige tysker, der ligger nummer 49 på verdensranglisten.


Blichfeldt, der blev efterudtaget til VM i maj, da andre nationer ikke valgte at benytte deres pladser i damesinglekategorien, har også været igennem den hårde mesterskabstræning, og verdensranglistens nummer 44 håber på, at det kan være med til at sikre hende en god start på VM 2017.

- Jeg føler mig klar, men jeg kan også godt mærke, at jeg er en smule nervøs, og at de er lidt følelser indblandet med, at det er mit første VM og en helt ny scene for mig. Jeg har haft en god VM-træning, og jeg føler, at jeg har fået en god lodtrækning ved, at jeg skal møde Febienne (Deprez, red.), men jeg skal selvfølgelig ikke undervurderer hende på nogen måde. Hun er god til at lægge et godt pres. Så jeg vil gerne undgå at gå i defensiven, men styre offensiven, siger Mia Blichfeldt.


Danmarks anden damesingle ved VM, Line Kjærsfeldt, skal også i kamp i morgen. Hun spiller den fjerde kamp på bane fire, hvor hun møder Maria Ulitina (63) fra Ukraine.

23-årige Kjærsfeldt er den eneste ”ikke-debuterende-dansker”, der skal i kamp i morgen, da hun deltager ved VM for fjerde gang. Hun deltog også i 2015, 2014 og 2013. Her nåede hun anden runde ved de to seneste verdensmesterskaber, mens det blev til et førsterundenederlag i debuten. 
Nu håber danmarksmesteren fra 2016 og 2015, at hun kan slå Ulitina, ligesom hun gjorde i deres eneste indbyrdes opgør tilbage i 2015.

- Det bliver dejligt at gå ind på banen i morgen. Det bliver en svær kamp, for hallen er en smule tung, og hun er en stor og stærk spiller, og det kan godt blive en udfordring. Det er vigtigt, at jeg kommer ind og styrer spillet og får sat tempo på, så det ikke er hende, der kommer til at styre kampen. Jeg går i hvert fald ind og giver den gas, siger Line Kjærsfeldt og fortsætter.

- Det er altid specielt at spille VM. Jeg har spillet VM tre gange før, og det er rart at vide, at jeg har den erfaring, men man er da altid lidt nervøs, når man skal på banen til et mesterskab.


Tilbage til VM-debutanterne. I herresingle har Danmark også to repræsentanter på mandagens program.

Anders Antonsen og Emil Holst blev begge efterudtaget til VM. Hvor 20-årige Antonsen blev efterudtaget sammen med Mia Blichfeldt i maj, blev 26-årige Holst for under en måned siden efterudtaget, da han fik Jan Ø. Jørgensens plads.

- Det har været rigtig godt at få den træning, som VM-spillerne får, og jeg synes, at jeg har været klar til det. Nu skal jeg træne lidt senere i eftermiddag og i morgen tidlig, så jeg er helt klar til i morgen aften. Jeg skal lægge en plan med Kenneth (Jonassen, red.) for, hvordan vi skal gribe kampen an i morgen. Jeg forventer ikke, at det bliver en nem kamp. Jeg mødte ham (Felix Burestedt, red.) til EM i Kolding, hvor jeg vandt i to sæt, så det handler om at gå ind og være klar til opgaven, siger Emil Holst.

Holst møder svenske Felix Burestedt, der er nummer 136 i verden, mens danskeren er nummer 39.


Anders Antonsen er 14. seedet og nummer 18 i verden. I 2016 har han blandt andet imponeret med sin titel som danmarksmester og med sin sølvmedalje ved EM i Kolding. I morgen står han overfor Fabian Roth (36) i sin VM-debut, som han har slået i de to foregående indbyrdes opgør. 

- Nu har vi trænet røven ud af bukserne i lang tid, så det bliver fedt endelig at komme ind og spille i morgen. Fabian Roth er en rigtig dygtig spiller, og han har vist, at han kan slå nogle af de allerbedste spillere i verden, så det bliver bestemt ikke en nem opgave, men jeg glæder mig, siger Anders Antonsen, der i 2016 vandt Scottish Open i Emirates Arena, hvor VM spilles.
Den eneste danske double, der skal i kamp mandag er Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby. Den unge damedouble blev også efterudtaget i maj måned, og de kan nu se frem til at møde Kai Hsin Chiang/Shih Han Hung (30) fra Taiwan, som de ikke har spillet mod før.

De 22-årige Finne-Ipsen og Søby har spillet sammen siden de spæde ungdomsår, og nu kroner de en flot udviklingskurve ved at gå ind til verdensmesterskabet som nummer 28 i verden.

- Vi er virkelig spændte, og vi glæder os helt vildt meget. Nu håber vi, at vi kan tage al den VM-træning, som vi har fået, med ind på banen i morgen og så gøre vores bedste, siger Julie Finne-Ipsen, der suppleres af Rikke Søby.

- Det kan godt gå hen og blive en spændende kamp. Hvis vi spiller godt, så tror jeg, at der er gode muligheder, men de er gode til at lægge tryk på, og de kan spille rigtig godt, siger Rikke Søby.


Danske kampe mandag den 21. august – VM’s første dag:
Kamp nr. 1 på bane 5: Mia Blichfeldt (44) vs. Fabienne Deprez (49, Tyskland)
Kamp nr. 4 på bane 4: Line Kjærsfeldt (37) vs. Maria Ulitina (63, Ukraine)
Kamp nr. 11 på bane 2: Anders Antonsen (s14) vs. Fabian Roth (36, Tyskland)
Kamp nr. 12 på bane 4: Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby (28) vs. Kai Hsin Chiang/Shih Han Hung (30, Taiwan)
Kamp nr. 12 på bane 5: Emil Holst (39) vs. Felix Burestedt (136, Sverige)

SE VM 2017 LIVE PÅ TV 2 PLAY OG TV 2 SPORT! MANDAG FRA KL.12.00 PÅ TV 2 PLAY OG FRA KL.18.00 PÅ TV 2 SPORT.


 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?