ORIENTERING OM BRANDEN
Klub: Charlottenlund Badminton Klub
Publiceret af: Martin Kent
Dato: 03-04-2014 22:34:07
Kategori: Generelt
     

BRANDEN I CBK

Onsdag aften deltog bestyrelsen m.fl. i et møde på Gentofte rådhus omkring slukningsindsatsen efter branden den 26/3 2014. Her orienterede indsatslederen detaljeret om brandforløbet, og der var mulighed for at stille spørgsmål.

Brandforløbet kan sammenfattes nogenlunde således:

2 minutter efter alarmeringen (21:15) ankommer de første brandfolk fra Gentofte Brandvæsen og kan konstatere, at der allerede er kraftig røgudvikling.Et røgdykkerhold går ind gennem hoveddøren og forsøger at lokalisere og bekæmpe ildens arnested. Et par minutter senere ankommer de første brandfolk fra Lyngby-Tårbæk brandvæsen, og endnu et røgdykkerhold indsættes fra hallens bagindgang. De to røgdykkerhold forsøger sammen via en knibtangsmanøvre at bekæmpe ilden fra to sider, men må ca. 10 minutter efter, at de er trængt ind i hallen konstatere, at hallen er overtændt (de opstigende røggasser har nået en temperatur, hvor de kan antændes). Af hensyn til røgdykkernes sikkerhed trækkes de ud fra hallen, og indsatsen koncentreres nu om at bekæmpe ilden i hallen udefra og forhindre, at ilden spredes til nabobygningerne; i første omgang Brobjergs hvide kontorbygning med klublokalet på 1. sal men også rideskolen og boligerne. 

Efter at den første alarm er indløbet, ankommer og indsættes der løbende forstærkninger fra omegnskommunernes beredskab. I alt deltager 60 brandfolk og 18 køretøjer fra bl.a. Lyngby-Tårbæk, København, Birkerød, Hvidovre, Gladsaxe og Hedehusene i slukningsarbejdet, deriblandt nogle der med vandkanoner fra oven oversprøjter hallen med 3-4000 L vand pr. minut! 

Som det er os smerteligt bekendt, var det ikke nok til at redde hallen, der efter en times tid kollapser.

Trods brandvæsnets heroiske indsats kan de ikke forhindre ilden i at sprede sig til Brobjergs kontorbygning, der delvist udbrænder. Klublokalet på 1. sal med Cafe Malte udbrænder totalt. Medvirkende årsag til at ilden bredte sig så hurtigt til Brobjergs bygning var en række skjulte vinduer mellem hal og kontorbygning tilbage fra bygningernes opførelse.

Til gengæld lykkes det brandfolkene at forhindre ilden i at brede sig til rideskolens bygninger, og da hestene samtidigt blev reddet i sikkerhed af tililende hesteejere, naboer og andre, ender, hvad indsatslederen betegnede som den største indsats for brandvæsnet siden Dyrehavsbakken brændte i 1998, uden tab af hverken menneske- eller dyreliv til stor lettelse for os alle.

Vi er ikke i tvivl om, at brandvæsnet gjorde alt, hvad de kunne, for at redde hvad der reddes kunne, og vi vil fra CBKs side takke alle, der deltog i slukningsarbejdet, og dem der hjalp med at bringe rideskolensheste i sikkerhed.

Mvh

CBKs bestyrelse




 
Charlottenlund Badminton Klub | Maltegårdsvej 18 , 2820 Gentofte | Tlf. 25 12 82 14 | cbkfjer@mail.tele.dk