test1
  
Første sejr til 2. holdet
Klub: Humlebæk Badminton Klub
Publiceret af: Jacob Ryholt Schmidt
Dato: 29-09-2014 08:27:53
Kategori: Senior, Forside
     

Mette og Karin er glade for deres vundne kampe


Humlebæks 2. hold hentede deres første sejr mod Hørsholm. Det blev 10-3 i Humlebæks favør.

MD’erne blev delt. Rasmus Lund og Karin Palling vandt 1. MD klart, da modstanderne blot fik 7 og 15 point. 2. MD blev desværre tabt efter ,at Steffensen og Sarah Tougaard fra Humlebæk havde vundet 1.sæt.

DS’erne blev ligeledes delt. Mette La Cour var i en tre-sætters, hvor hun efter at have tabt 1. sæt klart, vandt de to sidste ligeså klart. Mette blev i sidste weekend gift med Steffensen(TILLYKKE!!!) og når man bliver gift, er der selvfølgelig også en polterabend at deltage i. Den lå uheldigvis dagen før holdkampen. Så måske var det et markant indtag af Grøn Gajol, som gjorde at Mette lige skulle spille sig varm. Kathrine i 2. DS tabte en ellers velspillet kamp i tre tætte sæt.

Humlebæk vandt alle HS’erne. Rigtig godt at se! Anders LaCour vandt i tre sæt. Ole Posselt, som undertiden viser klasse, vandt i to sikre sæt. Christoffer Bagger tog også en pind i HS. Bagger har i mange holdkampe sidste sæson ikke spillet helt op til sit niveau i single, så det var umådeligt godt at se ham præstere så fint i HS. Christian Holm var på 2. holdet første gang i denne sæson. Holm havde dog tydeligvis ingen debutant nerver, da han efter velovervejet spil, vandt i to sikre sæt.

DD’erne blev delt mellem Humlebæk og Hørsholm. Mette og Karin vandt, mens Kath og Sarah tabte i to meget tætte sæt.

Humlebæk tog så heldigvis alle HD’erne. Her var der ikke meget tvivl om de individuelle kampe. Anders og Ole tabte godt nok 1.sæt, men i pausen konstaterede de, at det var simpelthen ikke godt nok, og så hev de ellers storspillet frem. De tog 2. sæt 21-11. Her er 3.sæt jo altid farligt, for det er sjældent man helt kan holde koncentration. Koncentrationen blev dog ikke sænket, nok snarere tværtimod. Modstanderne fik nemlig ikke mere end 5 point i 3. sæt. Hvilket comeback!

De to andre HD’er blev vundet sikkert - i begge kampe blev cifrene 21-17, 21-15.

Der var efter kampen mange bejlere til Fidusbamsen. Da optællingen af stemmer var opgjort, stod det klart, at Bagger, Posselt og Holm havde fået lige mange stemmer. Og hvad gør man så? Man rådfører sig selvfølgelig med klublegenden, og mangeårig halinspektør i Humlebæk Hallen, Henrik Palling. Efter megen overvejelse mente Palling, at Fidusen kun kunne gå til Bagger, for de to flotte sejre.   











 

Her finder du os

Humlebæk Badminton Klub
Gl. Strandvej 130 B
3050 Humlebæk
Tlf: 49 19 05 80
Cookies