SIF-Odense. Optakt
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 23-11-2010 22:10:12
Kategori: Generelt
     
Lille favorit, Hjemmebanefordel, Comeback, Skadesplaget og måske også Bundopgør! Dette er bare nogle af de mange overskrifter man kan benytte sig som skribent, når Skovshoveds bedste badmintonhold byder velkommen til Odense B.K. torsdag aften i syvende runde af Badmintonligaen.

En enkelt ting er dog iøjefaldende før holdkampen torsdag! Den der får tre point i denne kamp vil med en stor sandsynlighed undgå nedrykningsspillet efter nytår! Skovshoved og Odense er placeret side om side med fire point lige over nedrykningsstregen. Dog er der kun et point ned til Gentofte. Gentofte som møder ligaens absolutte bundhold, Ikast i samme runde. Torsdagens kamp i SIF bliver en vaskeægte ”gyser”!

Efter to nederlag på stribe, skal Skovshoved revanchere sig i torsdagens ”finale”. Det var især skuffende at miste alle tre point til Lillerød i ”hulen” på Krøyersvej, hvor flere af SIFs spillere desværre ikke havde en god dag. Dette er dog et afsluttet kapitel nu og mod Odense vil der med garanti være en anden gejst og tro på den ønskede sejr!

Status
Til torsdagens kamp vil SIF kunne byde velkommen tilbage til, en meget savnet, Mette K. Pedersen. Mette har efter et længerevarende skadesforløb spillet et par kampe på 2. holdet og kan nu melde sig kampklar i Ligasammenhæng. Mette går ind og overtager Damesinglen, hvilket er ensbetydende med at Mette Viscovich spiller Damedouble og Mette Schjoldager står over i denne runde. Peter Hasbak er tillige retur efter at have stået over i kampen mod Skælskør, hvilket betyder at Daniel Damgaard ikke spiller med i torsdagens holdkamp!

Odense må for tredje kamp i træk undvære deres 1. Herresingle, det unge kæmpetalent, Viktor Axelsen, der er ude med et brud i foden. Dette er naturlig en svækkelse! Men reserven Misha Zilberman har vist gode takter ved bl.a. at tage et sæt fra Greves Joachim Persson i femte runde og kan derfor sagtens blive en udmærket udfordrer til Skovshoveds Christian Lind.

Favorit!
Hvis man spørger skovsernes træner, Henrik PK Rohde, er SIF, på papiret, lille favorit til at vinde samlet. Skovshoved står især stærkt i fem ud af de seks kampe. Derimod er Damesinglen forbundet med visse usikkerhedsmomenter, hvor Odense står stærkt med den bulgarske pige Petya Nedelcheva. Det er derfor et Skovser-hold, der noget uvant, skal leve op til en favorit-rolle i torsdagen holdkamp. Sidste gang SIF havde denne rolle var i fjerde runde mod Ikast som blev vundet 5-1.

Hjemmebane
”Hulen”, som Skovshoved ynder at kalde hallen på Krøyersvej, er normalt en frygtet hjemmebane for alle modstandere uanset niveau. Tilskuerne står meget tæt på banerne hvilket giver en intens oplevelse, for ikke at sige, stemning. Dog måtte skovserne se sig slået i sidste hjemmebanekamp mod Lillerød, hvor tilskuerantallet da heller ikke var imponerende! Det er derfor afgørende for opretholdelse af den normalt stærke hjemmebane, at så mange skovsere møder op til torsdagens kamp og giver SIFs hold den bedst mulige opbakning!


 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk