Kildeskovshallen den 1. september kl. 19
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 29-08-2011 09:41:39
Kategori: Generelt
     

Onsdag aften kl. 19:00 skydes Badmintonligaen i gang igen. Skovserne skal op imod et virkelig stærkt Greve-hold der uden tvivl er en af forhåndsfavoritterne til at spille med om guldet i foråret!

Det er Skovshoved derimod også! Så selv om det er tidligt på sæsonen kan man sagtens betegne denne kamp som et vaskeægte topopgør, hvilket er en lidt uvant situation for klubben på Krøyersvej.

Desværre må SIF stille uden deres største stjerne, Jan Ø. Jørgensen, som stadig ikke er kommet sig helt oven på den skade han pådrog sig lidt tidligere på sæsonen. Ligeledes er damesinglen, Mette K. Pedersen, heller ikke 100% klar endnu og herresinglen Christian Lind har karantæne. Dertil skal der tilføjes at SIF har været nødsaget til at rykke deres kamp til Kildeskovshallen da kampen blev udpeget til TV og SIFs egen nye hal endnu ikke er fuldt færdiggjort. Alle disse faktorer er naturligvis med til at skubbe favoritrollen over på Greve der på papiret burde tage alle tre point med hjem til Køge Bugt onsdag aften.

Men intet er givet på forhånd. Hjemmeholdets spillere vil uden tvivl være motiverede når kameraet ruller og dommeren sætter spillet i gang. Der skal især lægges mærke til en spændende kamp i Mixdoublen, hvor Julie og Mads møder det stærke par Jonas Rasmussen og Kamilla Juhl. Ligeledes bør nævnes at Nanna Brosolat stensikkert ikke får en nem kamp mod veteranen Mette Viscovich. Sidst, men ikke mindst, skal Skovshoveds nyerhvervelse, Simon Mollyhus sammen med Jonas Glyager ud i et spændende opgør mod Lars Paaske og Kasper Henriksen.

Selv om det ser ganske svært ud for Skovshoved er der alt mulig grund til at troppe op i Kildeskovshallen kl. 19:00 for at støtte op om det stærkeste Skovser-mandskab i tyve år. De har altid brug for støtten! Især nu hvor deres hjemmebane er flyttet på tværs af kommunen. Vi håber at se så mange lokale på lægterne når kampen skydes i gang.

af Simon Melbye

Een gang Skovser – Altid Skovser



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk