Jan Ø. Jørgensen
Skovshoved sejr i 1. runde
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Simon Melbye
Dato: 04-09-2012 13:40:28
Kategori: Generelt
     

Skovshoved IFs nye tennishal lagde mandag aften gulv til den første runde i Badmintonligaen mod gæsterne fra Lillerød. Ganske som forventet var det SIF der trak det længste strål dog ikke uden lidt spænding i et par af kampene.

 

I sommerpausen har skovserne forstærket sig med OL-sølvvinderen Carsten Mogensen og landsholdsspilleren Mads Conrad-Petersen. De to er tilføjelser til en trup der allerede indeholder Danmarks bedste herresingle, Jan Ø. Jørgensen, og endnu en landsholdsspiller i Mads Pieler Kolding.

Denne markante forstærkning af holdet er da også hovedårsagen til at skovserne har fået mærkatet ”guldfavoritter”.

 

Lillerøds chancer for at tage point på SIFs bane var nærmest ikke eksisterende og havde man forhåbninger om at overraske værterne i begyndelsen af matchen sørgede Jan Ø og herredoublen for hurtigt at mane disse til jorden.

I begge kampe var det skovserne der satte tempoet og i begge kampe kunne det afgøres i to sæt. 2-0 efter kun 25 minutters badminton.

 

Et ubeskrevet blad i SIF er den kun 17-årige Natalia Kock Rohde der for første gang kan kalde sig SIFs førstevalg i damesinglen. Natalia er et af de større danske talenter der gerne skulle værre en af de piger der overtager Tine Bauns rolle som dansk badmintondronning.

I aften var Natalia oppe imod Danmarks tredjebedste damesingle, Karina Jørgensen. Trods en god fight måtte Natalia erfare at der stadig er lidt vej til toppen efter to tætte sæt.

På nabobanen måtte anden herresingle ud i tre sæt. Dette var ganske overraskende eftersom SIFs Christian Lind Thomsen var storfavorit mod Lillerøds Kian Andersen. Trods et nederlag i første sæt med 21-12 var det den unge Andersen der kom ud til andet sæt som lyn og torden og vandt da også 12-21. I tredje sæt fandt Lind dog tilbage i kampen og kunne sikre det tredje point til SIF. 3-1 efter fire kampe.

 

Skovshoveds træner, Henrik PK, havde forsøgt sig med en lidt alternativ opstilling hvor herredoublespilleren, Carsten Mogensen, dannede mixdoublepar med den vante damedoublespiller, Mette Schjoldager. Denne omrokering var med til at forstærke damedoublen uden at gøre mixdoublen og herredoublen væsentligt dårligere. Et glimrende træk fra Skovshoved træner der sagtens kan benytte denne mulighed i de kommende kampe efter behov.

 

I de to sidste kampe, damedoublen og mixdoublen, blev to meget forskellige kampe med samme udfald. I damedoublen viste Lillerød endnu en gang tænder men måtte endnu en gang se sig slået i tredje sæt. Skovshoved havde sin nye unge doublespiller, Anne Skelbæk, i action og hun viste ved flere lejligheder hvorfor hun er blandt de bedste i sin disciplin. Mixdoublen med Carsten Mogensen satte prikken over i’et i skovsernes dominans. Mogensen er bare klasser bedre end de fleste og med en sejr i to sæt på under tyve minutter sluttede opgøret med 5-1 i Skovshoveds favør.

 

Uanfægtet modstanderen er det en rigtig god start for SIF i jagten på guldet. Næste hjemmekamp spilles tirsdag den 25/9-2012 kl. 19:00.





 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk