SIFs status i Badmintonligaen
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Simon Melbye
Dato: 13-11-2012 21:02:33
Kategori: Generelt
     
Skovshoveds ligahold i badminton sikrede klubben to sejre af to mulige på en uge da de lokale guldfavoritter sejrede over henholdsvis Solrød Strand og Odense Badminton i femte og sjette runde af Badmintonligaen.

 

Tirsdag aften besøgte Solrød Strand skovserne på Krøyersvej. Holdet fra Køge Bugt har efter fem runder placeret sig lunt i Badmintonligaens midterfelt. Tirsdag aften blev dog en hed affære for gæsterne der måtte se sig besejret med et såkaldt ”æg” efter et 6-0 nederlag.

 

Torsdag aften drog Skovshoveds spillere vestpå hvor Odense Badmintonklub var modstanderen. Odense er nyoprykkere i ligaen hvor de med stortalentet Victor Axelsen og OL-sølvvinderen i herredouble, Mathias Bo, er kommet meget flot fra start med en nuværende tredjeplads.

På den anden side af nettet har Skovshoved IF den anden OL-sølvvinder i herredouble, Carsten Mogensen, og samtidig har de Victor Axelsen største konkurrent om herresinglen, Jan Ø Jørgensen. Så der var lagt op til flere sjove opgør.

 

Og publikum blev ikke skuffet! Hverken på pladserne i Odense eller live på TV2Sport! Herredoublen startede med en sejr i første sæt til Odense men hjemmeholdet kunne ikke bevare tempoet og tabte de to næste sæt. Den efterfølgende damedouble måtte ligeledes ud i tre sæt men denne gang trak Odense det længste strå.

Den længe ventede herresingle mellem Danmarks bedste, Jan Ø Jørgensen, og stortalentet Victor Axelsenblev den tredje holdkamp i træk der skulle ud i tre sæt. Trods god fight fra den unge komet viste Skovshoveds Jan Ø. i sidste sæt, at der stadig er et stykke vej til top ti i verdenen med cifrene 11-21.

 

Skovshoved var kæmpe favoritter i fjerde holdkamp, mixdoublen, hvor Julie Houmann og Mads Pieler Kolding er blandt Europas bedste. Endnu en gang måtte SIF sande at Odense ikke ville lægge sig ned og endnu en gang skulle publikum følge tre sæt. Igen viste skovserne at der i sidste ende er forskel og med 7-21 i tredje sæt var det ganske tydeligt at hjemmeholdet havde brugt mange kræfter på at sikre sig et enkelt sæt.

 

Med 1-3 i skovserne favør og fire lange holdkampe i træk var det SIFs Natalia Rohdes tur i damesingle. Natalia er uden at overdrive fiskerlejets nye publikumsfavorit da det kun 17-årige stortalent har vist stor fightervilje i denne sæson. Kampen i Odense blev heller ikke anderledes idet Natalia sikrede sig sejren i KUN to sæt. Denne sejr sikrede samtidig SIF alle tre point til tabellen.

 

Skovshoved fører rækken foran Team Skælskør-Slagelse som samtidig er SIFs næste modstander. Topopgøret spilles torsdag den 29.november kl. 19:00 i Slagelse.



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk