Har du lyst til at blive badmintondommer
?
SIF´s forbundsdommer Ib
Michaelsen stopper og vi skal have fundet en ny. Er det dig?
Du får løn og socialt samvær
samt en masse gode oplevelser med badmintonsporten
Du skal kunne lide
badmintonsporten, og du skal have gode menneskekundskaber, men så får du også en
masse oplevelser retur, du kommer helt ind i centrum af nogle spændende
situationer, og du får nogle sociale relationer, som du har stor glæde af.
Herudover behøver du ingen særlige forkundskaber, og du kan hurtigt komme i
gang, da den indledende uddannelse er kort.
Dommeruddannelsen, som du skal
tage, har flere trin. Du starter som aspirant, hvor du efter lidt undervisning
over en weekend går op til en teoretisk prøve. Består du den, bliver du et par
uger senere sendt ud at dømme nogle ungdomsturneringer, hvor du efter 6-7 kampe
bliver vurderet af en sagkyndig. Er det gået godt, udnævnes du til
badmintondommer med ret til at dømme alle åbne ungdomsturneringer og lidt senere
seniorkampe i C- og D-rækken.
Hvis du herefter har mod på
mere kan du, igen over en weekend, gå op til en skriftlig prøve og et par uger
senere en praktisk prøve over 4-5 kampe i en A-turnering med bedømmere. Når du
består er du herefter kredsdommer med ret til at dømme alle turneringskampe
undtagen badmintonligaen.
Du bestemmer selv omfanget af
kampe du vil dømme. Det kan være lige fra 4 udkald på en sæson til 35-40
udkald.
Hvis du vil videre til
allerhøjeste niveau skal du indstilles til forbundsdommer-eksamen, som foregår
på engelsk – igen over en weekend. Efterfølgende er du i praktik i Danish Open
frem til kvartfinalerne. Når du består, er du herefter forbundsdommer med ret
til også at dømme i udlandet. Du får minimum 1 udenlandsk turnering at dømme. Du
kan f.eks. komme til at dømme i lande som Sverige, Holland, Tyskland og
Slovenien.
Dommerne har et velfungerende
netværk, og Københavns Kredsen har en dommerklub, hvor dommerne mødes 3 gange om
året. Møde 1, inden sæsonstart, handler om nye regler og fortolkninger, møde 2
uddyber disse, og møde 3 er generalforsamling med efterfølgende socialt
samvær.
Når du er ude at dømme, får du
typisk 400 kr. pr dag plus lidt kørepenge og diæter, det hele er skattefrit.
Skal du overnatte, bliver dette også betalt. I udlandet får du alle dine
udgifter dækket rigeligt.
Hvis det har interesse kontakt
venligst badmintonformand Steffen Moe – e-mail: smo@grontmij.dk og
mobil 2723 6519. Du hjælper samtidig SIF-badminton, fordi det koster klubben en
afgift, hvis vi ikke stiller med minimum 1 aspirant til at blive
badmintondommer.