SIF forstærkes også på damesiden
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 15-05-2013 12:43:59
Kategori: Generelt
     

SIF forstærker sig yderligere til den kommende sæson.

 

I kølvandet på tilgangen af de to unge stjernefrø, Rasmus Eigtved og Mathias Mundbjerg, er Skovshoved Badminton stolte af at præsentere endnu en forstærkning til den kommende sæson.

 

Denne gang er der tale om en etableret stjerne på damesiden, nemlig svenskeren Emelie Lennartsson, som kommer til SIF fra den svenske klub Karlskrona.

 

Emelie Lennartsson er primært tiltænkt en nøglerolle i damedouble på ligaholdet, men kan bestemt også træde til i mixdouble, såfremt der skulle opstå behov for at benytte hendes talent på den front.

 

Cheftræner Henrik ”PK” Rohde udtaler: ”Med tilgangen af Emelie føler jeg at vores trup er fuldendt. Der er ingen tvivl om, at tilgangen af en så stor kapacitet som Emelie, der har talrige internationale turneringssejre i damedouble på CV’et, gør vores trup endnu mere frygtindgydende end den netop overståede sæson, hvor vi jo allerede var snublende nær guldmedaljen. Vi har længe haft ønske om at tilføje en stærk doubleprofil på pigesiden, men vi må samtidig også erkende, at der er et niveaumæssigt spring fra de 4-5 bedste danskere og ned til forfølgerne. Derfor har vi denne gang set os nødsaget til at kigge over Øresund for at finde en spiller, som både spillemæssigt og personligt vil kunne begå sig i en klub som SIF”

 

Emelie skal ligesom resten af ligatruppen deltage i klubtræningerne, hvilket er muligt, da Emelie er bosat i Malmø.

 

”Det har været altafgørende for vores valg af Emelie, at hun ikke bare løfter niveauet på vores ligahold, men også kan løfte niveauet på træningen. Jeg føler mig overbevist om, at tilgangen af Emelie vil have en positiv effekt på hele truppen og dermed kan optimere træningsmiljøet yderligere. Det bliver en endnu større fornøjelse at stå i spidsen for SIF næste år” udtaler Henrik ”PK” Rohde med et smil på læben.

 

Emelie Lennartsson træder til truppen i løbet af sommeren.

 



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk