Tresætsdrama gav sejr i første kvartfinale
Dato: 07-02-2017 13:02
Publiceret af : Jesper Melgaard
Det var en gentagelse af sidste runde i grundspillet, da SSB torsdag aften tog imod Værløse i den første af to kvartfinaler i badmintonligaen. Missionen var enkel, sejren fra den tætte grundspilskamp skulle helst gentages, hvis håbet om en plads i semifinale skulle leve videre.

Alligevel havde de færreste vel forberedt sig på det drama, der kom til at udspille sig i Solrød Idrætscenter. 

Det startede med to tresætsbrag, hvor Alexander S. Bond og Lena Grebak i mixen var oppe mod gæsternes Søren Gravholt, der for nylig vandt DM-sølv i netop mix og Mai Surrow. Efter en lidt tung start, hvor Værløse-parret snuppede første sæt med 14-21, kom der for alvor gang i kampen. Hjemmebanefavoritterne tog andet sæt med 22-20 og kæmpede videre for hver eneste bold i tredje, som desværre alligevel tippede til Værløses fordel med 20-22.

På banen ved siden af gjorde Filip Myren og Theis Christiansen dog deres bedste for at genoprette balancen, da de, efter at have tabt første sæt med 20-22 kom stærkt igen og fightede de to næste hjem med 21-19 og 21-13. Dermed 1-1 i holdkampen.

Single-succes

Så var det singlernes tur til at komme på banen. Og hvis man troede, at det største drama VAR overstået, ja, så to man grueligt fejl.

I 2. herresingle lignede SSB's Jacob Nilsson en mand på vej mod nederlag, da han hurtigt tabte første sæt til Mikkel Mikkelsen med 13-21. Men så tog pokker ved Solrøds hurtige svensker, der vandt andet med de omvendte cifre, 21-13, inden han kom bagud og måtte fighte sig tilbage i tredje, som blev sikret med 21-19.

I damesinglen skulle Mia Blichfeldt forsøge at følge op på de gode præstationer tidligere i holdturneringen, da hun var oppe mod gæsternes Anna Thea Madsen, som havde rejst sig fra den skade, der tvang hende ud af de individuelle danmarksmesterskaber. I første sæt var det dog Værløse-spilleren, der var i teten, og snuppede det afgørende point til sætsejr 20-22. I andet sæt fortsatte dramaet hele vejen. Gæsterne nåede således at have matchbold, inden Blichfeldt satte sig igennem med 25-23 og tvang kampen ud i tredje sæt, hvor hun hurtigt tiltvang sig føringen og siden kørte sættet i hus med 21-14. 3-1 i holdkampen til hjemmeholdet.

Suveræn Fladberg

Dermed kunne Rasmus Fladberg sikre sejren i holdkampen, hvis han kunne omstille sig fra DM-triumfen i herredouble og finde single-færdighederne frem i kampen mod Værløses Rasmus Messerschmidt. Og det skulle hurtigt vise sig, at DM-titlen tilsyneladende havde givet Fladberg vinger. Han var i hvert fald flyvende på banen fra start til slut og kørte modstanderen over med de suveræne cifre, 21-11 og 21-7.

Det betød, at sejren var hjemme til SSB. Derfor blev damesinglen mellem hjemmeholdets Emma Karlsson og Sandra-Maria Jensen og gæsternes Julie Finne-Ipsen og Thilde Mattisson ikke spillet færdig og blev afbrudt ved stillingen 21-15 i andet sæt, efter Værløse havde vundet første med 20-22.

Der er nu lagt op til endnu et drama mellem to godt matchede mandskaber, når returkampen spilles mandag den 20. februar kl. 19 i Værløse. Forhåbentlig med en masse Solrød-supportere klar til at lade tsunamien rulle frem mod semifinalen.

Seneste nyheder



Nyt fra Badminton Danmark

 
Solrød Strand Badmintonklub | Tingsryds Allé 27 , 2680 Solrød Strand | Kontakt: formand@ssb | Vedr. hjemmeside: webmaster@ssb.dk

SSB.dk er lavet med BadmintonPeople's CMS
Cookies