CBK

29-03-2017 16:24 |  Charlottenlund Badminton Klub |  Martin Kent
Kære CBK'er 

Vi har nu rundet 3 årsdagen (26. marts) for nedbrændingen af vore gamle CBK hal. Samme dato 3 år efter sendte jeg - som formand - min godkendelse til vores forsikringsselskab for betaling af den sidste faktura til halbygningsfirmaet. Det har været en lang proces, der til tider - især i starten - havde en del vanskeligheder. Men som Fugl Fønix er en dejlig ny hal genopstået af asken, og den har vi nu kunnet glæde os over et stykke tid. Bestyrelsen har generelt kun fået meget positive tilbagemeldinger på den nye hal, hvilket vi naturligvis er meget glade for og stolte over. Vi havde lagt et stort stykke arbejde i at få en hal, der har lidt af den gamle atmosfære, samtidig med vi naturligvis var underlagt nogle pladsmæssige begrænsninger og ikke mindst helt nye bygningsregulativer, som ikke fandtes for 80 år siden, da den gamle hal blev bygget. Ikke mindst fraværet af et klublokale og dermed muligheden for et godt socialt miljø skabte os en del bekymringer. Tilbagemeldingerne på at vores nye forrum / klublokale virker godt, er derfor også en glæde for os. 

Og byggeriet er desuden blevet holdt præcist indenfor den forsikringssum vi havde. Der har været en stram økonomisk styring i hele forløbet, hvor alle ønsker er blevet prioriteret, så vi lige præcis (faktisk ca. kr. 200) har holdt os under det beløb, vi havde fået stillet til rådighed fra forsikringen. Det var bestyrelsen magtpåliggende, da vi samtidig kunne se at vores indtægter både i form af offentlige tilskud og kontingenter ikke kunne bibeholdes. Det er derfor også en glæde, at vi er kommet igennem forløbet uden de store økonomiske skrammer. Det er ikke det samme som, at vi ikke har udfordringer i fremtiden på indtægtssiden, da vi af udefra kommende årsager ikke kan forvente de samme tilskud i fremtiden, og vi naturligvis skal have kontingent indtægterne op på niveau igen. Men vi har da heldigvis allerede kunnet konstatere, at medlemstallet - ikke mindst på ungdomssiden - er steget betragteligt, siden den nye hal kunne tages i brug. 

Vi kan også se, at vores sociale sammenhold på seniortræningerne er bibeholdt og at ungdomsafdelingen igen kører på fulde omdrejninger. CBK er faktisk blandt de 4 nominerede klubber til Badminton Danmarks pris for "Årets ungdomsklub". 

Men hvad skal CBK ellers indeholde i fremtiden? Der er et stort ønske i bestyrelsen, at flere af bestyrelsesposterne nu besættes af lidt yngre kræfter, der kan være med til at sætte nye ting i gang og fortsætte en positiv udvikling til alle medlemmers bedste. Nogle af os i bestyrelsen har nu siddet i MEGET lang tid  og nærmer os kraftigt pensionsalderen. Jeg vil derfor godt opfordre alle, der kunne have lyst til at indgå i bestyrelsesarbejdet eller andre opgaver, at melde sig under fanerne. Og jeg kan love, at arbejdet med økonomi og vedligeholdelse af hal m.m. er betydelig nemmere og ikke særlig arbejdskrævende mere. Så kom ud af busken og vær med til at skabe fremtiden for CBK. 

På bestyrelsen vegne, 
Stephan Preskou, Formand. 





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?