Veloplagt Jan Ø. gæstede Hjørring badmintonhal

01-12-2015 14:51 |  Hjørring Badmintonklub |  Line Hvingel

Det var en topmotiveret og engageret Jan Ø. Jørgensen, der lørdag mødte en flok spændte ungdomsspillere fra Hjørring badmintonklub.

34 spillere i alderen 9 til 20 år - fra nybegynder til elitespiller - var mødt op for at træne med verdensranglistens nummer 2 i herresingle Jan Ø Jørgensen.

I to timer trænede Jan Ø med Hjørrings forventningsfulde spillere. Først fik de yngste spillere fornøjelsen af at træne og hygge sig med stjernespilleren, hvorefter det blev de ældre spillers tur til at komme på banen og nyde godt af den dygtige spillers mange råd. Træningen var tilrettelagt af Jan Ø, og der var fokus på både opvarmning, styrke- og tekniktræning, og det bliver spændende at se til de kommende stævner, om de maskerede slag og skud bag om ryggen, som blev øvet under Jans kyndige vejledning vil give bonus.

Jan Ø satte fire af sine spillertrøjer på højkant i en servekonkurrence. Koncentrationen var stor og nerverne var på spil, da HBK spillerne kæmpede om de fire trøjer. De heldige (dygtige) vindere af trøjerne blev Astrid Bak U13, Alberte Woldum U13, Astrid Rytter Madsen U15 og Victor Harbo U17.

HBK spillerne blev også udfordret til kamp af Jan Ø, og selvom spillerne kæmpede bragt og leverede mange gode og flotte slag, måtte de dog se sig slået af Danmarks bedste herresingle badmintonspiller.

Jan Ø var både under træningen og i den efterfølgende spørgetime helt i øjenhøjde med spillerne. Han fortalte åbent og gerne om sine erfaringer fra et helt liv med badminton. Om hans start som ungdomsspiller, vilje, drømme, motivation, om at kunne rejse sig igen, når det ikke går så godt, om hverdagen som professionel spiller og meget mere. Spillerne havde mange spørgsmål og lyttede dybt interesseret. Det gjorde helt klart indtryk på dem at høre, at selv verdens næstbedste spiller kan have en dum dag, og også kæmper med at overvide de samme udfordringer, som de selv står med på banen.

Det var tre fantastiske timer for Hjørrings håbefulde ungdomsspillere. Mange af spillerne har oplevet Jan Ø spille ved blandt andet VM i Ballerup og Yonex Denmark Open i Odense, men at snakke med ham, lære fra ham, slå mod ham, at komme helt tæt på én af verdens absolut topspillere, i deres helt egen hal, og på de baner som de næsten dagligt knokler, sveder, øver og hygger sig på, var på alle måder en fantastisk oplevelse.

Badminton er en individuel sport. Alligevel er der et fantastisk sammenhold i klubben, og denne lørdag formiddag med Jan Ø har skabt et nyt, stort og fantastisk fælles minde for spillerne i HBK.


Vedhæftede filer




 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?