Topplacering i Bindslev

23-03-2011 17:55 |  Støvring Badminton |  Mads Bødker

Støvring's U15 spillere var igen til stævne i Bindslev, og hvorvidt det er fornemmelsen af vante omgivelser eller blot gode evner udi badmintonspillets ædle kunst skal være usagt. Men spillerne gjorde det igen godt.
 
I U15B nåede Sebastian Sørensen finalen i såvel mix som double; dog med 2 nederlag. I mix tabte han sammen med sin makker Helene Jacobsen fra Gistrup en meget tæt kamp med cifrene 19-21, 20-22. I double tabte han sammen med Peter Boesvang fra Gistrup til Frederik Bang og hans makker Nicolai Frederiksen fra Asdal.
 
Frederik Bang var også i semifinalen i single, hvor han måtte se sig besejret af den senere vinder af stævnet. Men Frederik har nu opnået point nok til oprykning til U15A.
 
I U15A nåede Simon Højgaard helt til tops efter 3 spændende finalesæt over Mark Kjeldgaard fra Vodskov. Cifrene 19-21, 21-13, 21-17. I mix nåede Simon tillige semifinalen med makkeren Anne Christiansen fra Langholt.
 
Monika Bloch nåede semifinalen i double, men kunne sammen med makkeren Emma Bak Andersen fra Sæby ikke stille noget op imod de senere vindere af doublerækken, Mathilde Thrysøe, Nibe og Lærke V. Poulsen, Jarl Arden.






 


Delete item?