Fantastisk aften for AB!
Efter en helt usædvanlig tæt og medrivende kamp, vandt vi 4-2 på udebane over storholdet Skælskør-Slagelse.
En helt igennem suveræn indsats af vores unge hold, hvor alle leverede tæt på deres allerbedste. Trine var oppe mod overmagten i form af spanske Carolina Marin, mens Anders leverede endnu en super stabil og flot indsats og knuser sin modstander i to klare sæt. Herefter var der fire kampe med drama for alle pengene. Alle fire kampe går i tre sæt, og det var kun i damedoublen, at kampen ikke går til det absolut yderste. Her vinder Emilie og Anne Katrine 21-15 i tredje sæt efter en kamp, hvor pigerne i den grad viser, at de har flyttet deres niveau meget til denne sæson. I mixdouble vinder vores unge engelske par 22-20 i tredje sæt efter at have været bagud 16-18. Virkelig flot fight! I herredouble er Kasper og Philip virkelig tæt på. Nede 16-20 i tredje sæt kravler de op på 19-20, men desværre blev det ved lige ved og næsten, og vi taber 19-21. Til sidst står vi med David Kim i 2. HS. Efter en lang, sej kamp kommer det ned til 20-20 i tredje sæt. De sidste dueller er mega nervøse, men David holder bedst sammen på det og tager sættet 22-20. En stor forløsning for vores nye mand på holdet, der så gerne vil bidrage til holdet. Dermed ender det altså med en stærk 4-2 sejr.
Tak til Skælskør-Slagelse for en fed holdkamp spillet i den helt rette ånd!
Vi har med sejren maksimale 9 point efter sæsonen første tre kampe. Disse ord er skrevet på hjemturen fra Skælskør, hvor stemningen i holdbussen er på stor klinge. Holdets træner er ikke bare glad - han er virkelig stolt!
Thomas Damgård - træner.