2 sejre til HBK´s U15M hold

16-01-2017 11:12 |  Horsens Badminton Klub |  Thorkil Rasmussen

2 sejre til HBK´s U15M hold, søndag d. 15. januar hjemme i HBK Hallen.

På hjemmebane skulle HBK´s U15M drenge prøve at følge op på sidste holdkamps 2 flotte sejre i Dybbøl.

I første kamp skulle HBK op imod Esbjerg. HBK havde vundet deres første indbyrdes opgør før jul med 4-2. Der blev lagt ud med doublerne og med god fight vandt HBK begge double kampene. Herefter skulle der spilles 4 singler, hvor drengene vandt 2 og tabte 2 kampe, det var dog nok til igen, at trække en samlet sejr hjem over Esbjerg på 4-2.

I sidste holdkamp ventede Hinnerup, som vi i første holdrunde havde tabt 2-4 til, så nu var der mulighed for revanche. Drengene vidste dog det ikke ville blive nogen let holdkamp, da Hinnerup med én Elite spiller i truppen, også lå nr. 1 i U15M rækken, inden søndagens holdkampe.

Igen startede HBK med doublerne, hvor der blev vundet én og tabt én.

Så ventede de 4 singler, men inden vi rigtig nåede at komme i gang med singlerne, måtte Jakob Vestergaard trække sig med en fodskade, det så derfor lidt svært ud.

Men med en solid indsats fra de øvrige 3 drenge, fik HBK alligevel vundet 2 af single kampene og så skulle det hele afgøres i ét Golden Set.

Søskende og kammerater hjalp til med, at gøre stemningen intens med klapsalver og larm fra tomme bold rør. Carl og Asbjørn blev valgt til opgaven med at spille Golden Set. Det blev et meget spændende og lige sæt. Bagud 18-19 var det svært for nogle af HBK´s forældre at trække luft. Dog holdt Carl og Asbjørn hovedet koldt, og de vandt de næste 3 bolde, og dermed sættet 21-19 – RIGTIG FLOT.

Med de 2 sejre i dag, holder U15M drengene fast i en flot 3. plads, HBK er 3 point efter Odense, som er nyt førerhold i U15M rækken.

Tak for den store søskende, forældre og bedsteforældre opbakning til, at tælle, coache, og styre resultaterne.

På billedet ses Marcus Dåbeck, Asbjørn Bentzen, Carl Büchmann og liggende Jakob Vestergaard.

Holdet tæller også Jakob Søndergaard (ferie) samt Emil Janke som søndag hjalp U15A holdet i Herning.

Vi glæder os allerede til næste holdkamp den 29. januar i Århus, mod Aarhus AB og Team Syd.

Venlig hilsen

Henrik Dåbeck






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?