SNYD IKKE DIG SELV FOR EN ANDERLEDES OG VELSKREVET BERETNING OM HVORDAN ENGULD FINALE DAG FORLØBER SET GENNEM EN TRÆNERS ØJNE...
Tanker fra en finaledag – af Cheftræner Nadia Lyduch
Vækkeuret ringer som sædvanlig torsdag morgen kl. 6.20 d. 23/4. Jeg stårop og spiser morgenmad med ungerne, laver madpakker og alle de andrehverdagsting på sådan en almindelig torsdag.... "Vent det er jo ikke enalmindelig torsdag. Det er finaledag. Greve mod SIF på Frederiksberg iaften...", tænker jeg og synes egentlig, at det er utroligt, at jeg sådannærmest har "glemt", at det er i dag, vi skal spille.
Vi har en kamp, som vi har forberedt os på i over en måned. En kamp, som allespillere drømmer om at få lov at spille. En kamp, som når man førsthar spillet den en gang, så vil man prøve det igen.
Det er KAMPEN.
Nåh, men der er lige to unger, der skal af sted og så enmorgentræning, der skal "overstås" først. Det er egentlig dejligt atvære i hallen fra morgenstunden, så er man igang. De unge spillere er klar ogtræner som sædvanlig godt, og som jeg husker det, snakker vi egentlig ikkesærligt meget om aftenens kamp. Måske husker jeg forkert.
Mathias Boe er også i hallen for at træne med Lin. Vi snakker lidt sammenom aftenens kamp. Jeg har kendt Mathias siden han var en lille dreng og sov iskuffen inde på Jonas' værelse, når der var turneringer på Sjælland. Det eraltid dejligt at snakke med ham, men ekstra rart nu. Han ved om nogen, hvordansådan en kamp kan få selv de bedste spillere i verden til at ligne statister.Mathias havde matchbold for os ved vores 3. finale. Det var i Golden sætmod KMB og ved en oplagt smash mulighed, misser han chancen, og vi taberholdkampen. Kan stadig huske følelsen bagefter.
Man var helt tom indeni. Det var, som om man aldrig ville blive OK igen.
Jeg falder lidt i staver og står og håber, at det bliver en af de aftener, hvorstatisterne bliver dem fra SIF.
Resten af formiddagen og eftermiddag går med en masse små gøremål.
Omkring kl. 13.00 tager jeg en lang løbetur. Har brug for at få rørt migog clearet mine tanker. Løbeturen minder mig også om, at jeg skal have ringettil Jonas og fordelt kampene til coaching imellem os. Det er
egentlig ikke noget, der plejer at skabe den store diskussion, men det skal dervære styr på, inden vi mødes med spillerne senere. Vi gennemgår ofte også ligetaktikken sammen på de forskellige kampe og udveksler
fif, hvis vi har noget på nogen af spillerne.
Denne gang går det også nemt, DS+DD til mig samt HD+MIX til ham. Eneste overvejelse denne gang går på hvem, der tager hvem i sidste runde. SkalJonas tage Persson, som han plejer eller Ka Long, som han havde sidst mod AB,og hvor det gik godt. Jonas mener ikke, at det var ham, der gjorde nogetsærligt ved den lejlighed, men snarere det faktum, at jeg havde haft en langsnak med Ka Long dagen før omkring nogle taktiske og mentale ting.
Det er dermed afgjort. Jonas får Persson og jeg tager Ka Long. Jeg tænker, atdet er dejligt, at jeg får lov til at slutte af med Ka Long. Han har været etdejligt bekendtskab og egentligt lidt ærgerligt, at vi ikke får mulighed for atarbejde lidt mere med ham, nu hvor vi endelig har fået tunet os ind påhinanden. Men sådan er gamet.
Før dagens kamp mødes vi inde hos Persson i Valby til lidt mad. De sidste parår, er det mig der har taget "holdledertjansen", da vi ikke har nogenholdleder. Det er egentlig ikke en opgave, som jeg synes særlig godt om, da jeg synes, at den tager tid fra nogle af alle de andre ting, som skal ordnesomkring holdet, så I dag er det en kærkommen hjælp, at det er Persson, der harpåtaget sig hvervet.
Som altid er stemningen hyggelig og afslappet. Snakken går både på dansk ogengelsk, da det er vigtigt, at vores udlændinge også kan følge med i samtalen,så de kan føle sig som en del af holdet. Rammo kommer lidt for sent, da han harværet ude og blive klippet. De andre griner lidt af, at han, da de var inde ogtræne i hallen tidligere på dagen, havde et "kæmpe garn". Jegpåpeger, at man siger at kraften sidder i håret, men at jeg håber, at det ikkegælder i dette tilfælde.
Efter vi har spist, tager vi en lille snak om, hvordan vi skal gå tildagens opgave. Overskriften er, som det har været det meste af sæsonen, at deter vigtigt, at vi bliver ved med af fokusere på det, vi skal gøre på banen. Detsom vi selv er herre over og ikke alt det, vi ikke kan gøre noget ved. Detgælder især også nerverne. Det er nemlig ikke et spørgsmål, om de kommer isådan en kamp, men mere hvornår. Alle på holdet har lov at byde ind med derestanker og forslag, så efter Jonas og jeg har sagt det vi vil, kommer folk medderes input. Jeg sidder og tænker, at vi har en åben og ærlig tone på holdet.Det er i mine øjne vejen til at føle sig værdsat.
Jonas og jeg har hele tiden været afklaret med, at dette er en holdkamp,der kan gå begge veje, og at det er dem, der tør at spille, når det spidsertil, der har de bedste chancer. Det lyder måske meget let, men jeg har set altfor mange gange i disse finaler, hvordan spillerne er uforberedte på, hvad derkommer af tryk udefra. En cocktail af forventninger, nervøsitet, usikkerhed ogmanglende erfaring er reglen snarere end undtagelsen for mange spillere i dissekampe. Presset over, at man nu spiller for andre end sig selv, er noget defleste mærker.
Jonas og jeg ved begge, at erfaring og det at have stået der før, kan værevigtigt i aften. Vi har 5 spillere på holdet, der aldrig har været der før ogvores 3 udlændinge aner vel egentlig ikke, hvad der rammer dem.
Vi snakker også om at nyde det og prøve at være så meget til stede inu'et, som vi kan. Vi ved alle, at det bliver en udfordring.
Vi er inde i Frederiksberghallen omkring kl. 17.10 og sædvanen tro tullerspillerne rundt og gør de ting, de skal og forbereder sig, som de har brug for.Vi får i dagens anledning hjælp at den bedste "fys", man kan tænkesig i David Bonde. Så flere af spillerne får løsnet op for deres skavanker.
Jonas og jeg snakker taktik med vores spillere. Jeg har Michelle Li i førsterunde. Hun har været hjemme i Canada i den sidste periode og har ikke spilletog trænet så meget, som hun plejer, da hun har skullet få styr på nogle skader.Hun virker som altid rolig og uimponeret. Er stadig lidt nervøs for den kamp.Selvom vi kender Nathalia Rhode godt og har rimelig styr på hende taktisk, såer jeg usikker på Michelles nuværende niveau. Hun har tidligere på sæsonenværet i 3. sæt med Rhode, som har spillet godt på det sidste. Om lidt finder viud af, hvor vi står...
Får også en snak med Chris og Juhl. De er klar over, hvad de selv skalgøre, men vi snakker også lidt om, hvad vi kan forvente af Baun/Fabeke, som viikke har spillet mod før. Vi snakker også nervøsitet, og hvad planen er fordem, når den kommer. Kan mærke at de som altid, er virkelig fokuserede, og jegtænker, at det skal gå virkelig galt, hvis de taber.
Ka Long er min sidste snak. Jeg prøver, at samle op på de ting vi harsnakket om i løbet af hele sæsonen. Han er i mine øjne en klart bedre spillerend Lind og snakken går egentlig ikke så meget på Lind, men mere på hvad KaLong selv skal gøre. Jeg minder ham om nogle af de vigtigste ting for ham ogfortæller ham, at jeg er afklaret med, at vi kan tabe denne kamp, men det skalvære ved at gøre det "rigtige".
Jeg slutter af med at "joke" lidt med, at vi har gjort alt for at hanskal føle sig hjemme, så den ulidelige varme der er i hallen er til ære for hamog skal minde ham om forholdene hjemme i Hong Kong. Ka Long griner og siger, atdet er dejligt. Jeg overvejer, hvor varmt der har været tidligere, daforbundet efter eget udsagn har sørget for ekstra ventilation denne gang.Det bliver en varm affære i dag...puha...
Før kampstart er det sædvanen tro Københavns dommerklub, der skal uddelederes årlige pris til en spiller, der har opført sig pænt og ikke skældtdommerne ud. Har egentlig aldrig forstået, hvorfor det lige er der, det skalgøres. Jeg kalder den i mit stille sind fedterøvsprisen. Måske er det ierkendelse af, at jeg aldrig selv ville modtage sådan en pris.... Nadia,misundelse er en grim ting.
Formand for Danmarks Badminton Forbund René Toft tager ordet, og fortællerat Forbundets tidligere Formand Peter Jensen er afgået ved døden to dageforinden. Jeg bliver chokeret og ked af det, da jeg har kendt Peter siden mineungdomsdage i Sjællandskredsen og kun har positive minder om ham. Juhl og Chrisstår bag ved mig, og jeg kan høre en af dem sige:"Så bliver tingenelynhurtigt sat i perspektiv". Jeg lukker øjnene og trækker vejret,da vi afholder et øjebliks stilhed for Peter, mest for at undgå tårerne, menligeså meget for at minde mig selv om, at jeg skal huske at være glad over idag, lige gyldigt hvad der sker og nyde kampen og den oplevelse det er. Jeg vedikke, hvornår den kommer igen.
Intro og kampråb er overstået, Greves lejr af supportere ser flotte ud medalle i røde trøjer, glinsende rødt papir til "Tifo" og guldballoner.Vi fører 1-0 på den konto. Vi er klar til kamp.
HD igang. Det er en kamp hvor vi er klare underdogs. Derfra hvor jegsidder, gør de det udemærket, men Nuller og Conrad er bare bedre. Jeg synes, atDelbo gør det godt. Det er positivt. Det er hans første gang i finalen. Han kanblive vigtig igen senere i holdkampen, da han skal på banen med Chris, hvis detbliver Golden sæt i Mix.
Overvejelserne har været mange omkring Golden sæt og især, hvad vi skulle gøre,hvis det blev mix. Vores beslutning faldt på Chris og Delbo. Mest fordi de erden af vores mix'er, der har spillet bedst, og har kunnet træne sammen, menogså fordi de har tillid til hinanden og giver hinanden ro. Der er selvfølgeligogså andre årsager, men dem holder jeg for mig selv i denne omgang. Et Goldensæt til 11 indeholder også et stort element af held. Det har vi set flere gangei år. Det har ikke altid noget at gøre med, hvem der er den bedstebadmintonspiller.
Michelle er nu godt igang og får nærmest foræret 1. Sæt. Skønt...men detgår lidt for let, og jeg forbereder hende på, at det bliver sværere oghårdere arbejde i 2. Sæt. Og ganske rigtigt hun taber 2. sæt, efter at Rhodefår bedre gang i sit spil, og hun selv har nogle dueller, hvor hun bliveruskarp og ukoncentreret.
Jeg synes, Michelle har været svær at læse og lære at coache. For mig erdet svært at nå virkelig ind til folk, som jeg arbejder med i så korttid.
Jeg sidder nu med en ok fornemmelse og synes, at vi har fat i nogle gode ting ipauserne, og hun virker stadig rolig og fokuseret. Rhode stepper ikke up i 3.sæt og da Michelle begynder med knyttet næve i 4. sæt, er jeg ved at falde nedad stolen. Det har jeg ikke set før. Det er vigtigt det her. Hun er virkeligopsat, og jeg ved, at hun ikke sætter det her over styr.
Tilskuerne er vilde, da hun vinder og vil have hende ud og lave de der svingmed armene ( ved ikke hvad det hedder ). Men Michelle har ikke prøvet det før,og ved ikke hvad hun skal gøre. Vi griner på vej ud af banen. Hun er oprigtigglad.
DD er så småt ved at gå i gang på den anden bane, Rammo har sat sig klartil coaching, da jeg var i gang med DS og Jonas umiddelbart efter skulle i gangmed Mix'en på den bane. Rammo er en fantastisk holdspiller, og er der altid fordine holdkammerater og byder ind under kampene. Jeg synes, at det er dejligtmed hans selskab på bænken. Han har tit nogle gode observationer.
Da DD går i gang sætter jeg mig klar ved siden af ham. Pigerne kæmper lidti første sæt, men får hevet det hjem, og vi er faktisk meget enige i denførste pause om, hvad der skal gøres fremadrettet. De kommer godt fra start i2. sæt og jeg kan mærke, at det bliver sværere for SIF'erne at modstå presset.Vi vinder 2. sæt og i 3. tager jeg mig selv I også at følge med ovre i mix'en,da pigerne kommer stort foran.
Mix'en gør det godt. Bella, som Jonas og jeg har trænet siden hun varlille, spiller virkelig godt. Hun har fået en del kampe på Liga-holdet i dennesæson, og er virkelig vokset med opgaven. Det gør mig stolt og glad. Jeg sætterChris og Delbo til at kigge på mix'en udefra. Det kan ske, at de skal indmod Fischer og Houmann i et eventuelt "Golden sæt". Bella og Jaccotager kampen ud i 4. sæt, men kan til sidst ikke helt modstå presset fra isærFischer. De har kun spillet sammen få gange til træning, men jeg synes, at derer mange positive ting at tage med fra denne kamp.
Opstilling af coachingstolene inde i hallen er ret pudsig. Man sidder rygmod ryg med dem, der coacher inde på den anden bane. For det første tager detlang tid at komme ind på banen og coache, da man er længst væk fraspillernes tasker og som en anden hækkeløber skal forcere banderne for atkomme ind på banen. For det andet kan man jo risikere at sidde/ ryg mod ryg medmodstandernes coach og kan følge med i, hvad de snakker om og råber ind påbanen. Persson taber første sæt og virker ikke som om, at han er ovenpå. Menjeg ved også, at intet er tabt endnu med ham. En lillefinger er alt han harbrug for nu, så tager han hele hånden. Han har stået som underdog så mangegange i de her finaler. Han ved, at han bare skal blive ved. 2 sæt til Persson.
Jeg sidder nu klar til at coache Ka Long og sidder ryg til ryg med Jonas.Han er helt rolig og vender sig pludselig om og spørger mig om jeg har GPS....Jeg kigger lidt undrende på ham, men ved at han efter kampen skal køre tilTyskland, hvor han som U17-landstræner skal ned til 6- Nations. Jeg kan ikkelade være med at grine lidt for mig selv. Han har haft et sindssygt program pådet sidste og ikke alt er blevet husket. Jeg siger, at vi nok skal finde en GPSefter kampen, men synes egentlig, at det er et sjovt afbræk og dejligt at kommetil at grine lidt.
Ka Long vinder 1. sæt efter en dårlig start. Spillet er svingende. Jegtænker, at Lind virker lidt opgivende.
3. sæt er i gang hos Persson. Jeg sidder nu ryg til ryg med PK Rhode, SIFstræner. Han råber højt ind til Jan, og Jan tysser på ham, som for at sigerolig. Jan er tydeligvis ikke ovenpå. Hans kropssprog viser ikke overskud. Jegsender min gamle kollega Steen Schleicher Pedersen en kærlig tanke. I de hersituationer var hans lærdom: Stay cool, vis overskud, grin lidt hvis det ermuligt. Spillerne har ikke brug for mere pres, end det de selv føler. Det kanvære svært at efterleve, men jeg prøver hver gang. PK minder mig om, at det franu af er vigtigt, at "stay cool".
Persson er bagud i 4. Sæt, men kravler tættere på og vinder. Hallen koger, ogder er ulidelig varmt nede på banen. Jeg tror, jeg har drukket 2 liter vandallerede.
Ka Long vinder 2. Sæt og jeg har et øje på begge baner. Jeg sidder nu ryg tilryg med Jonas og Rammo igen. Persson er i 5. sæt. Han er bagud hele tiden, menkommer tilbage. Da han kommer bagud 7-9, tænker jeg, at det stadig kan lade siggøre, men det virker langt væk, og mine tanker går på Golden sæt. Hvad skal vivælge Mix eller HS?
Ka Long er godt igang med 3. sæt.
Persson på 9-9. På det tidspunkt har jeg ikke været rigtig nervøs, men derbegynder mit hjerte at slå helt vildt. Fuck hvor vildt. Nu kan det lade siggøre. Han kan vinde. Jeg kigger over i det ene hjørne af hallen og får øje påKipster, vores Event og sponsormand i sit fine hvide jakkesæt. Han står medhænderne bag hovedet og ligner en, der skal til at føde.
Jeg kan ikke koncentrere mig om Ka Longs bane. Greves "supportere"hepper nu for fuld kraft og råber Persson, Persson, Persson. Jeg smiler lidt ogtænker, at ligegyldig hvad man er vant til, så er det her ikke enalmindelig dag på jobbet. Persson på 10-9. MATCHBOLD. Først der får jeg tanken,at alle de overvejelser vi har gjort om Golden sæt kan være spildt. Vi har nuchancen for at vinde 4-2.
Efter en vild duel med fladt spil vinder Persson. Hallen går amok. Jegjubler moderat og vender så fokus fuldt ud på Ka Long igen. Han fører 7-5.Jonas kommer over, og vi snakker kort om at forberede os på flere sæt. Ka Longbliver passiv og spiller uden fart og ryk. Han har på intet tidspunkt væretoppe og spille sit bedste, men nu er han på vej ned. Ka Long taber 3. sæt pålige præcis den måde, vi ikke må spille. Passivt, bange for at sætte tryk ogspeed i spillet, uden maskering fra forbanen.
Pausen bliver brugt på at få Ka Long tilbage på sporet. Jeg fortæller ham, athan skal have modet til at prøve at vinde boldene selv. Han må ikke lade detvære op til Lind.
Jeg skynder mig at løbe ud på toilettet, da jeg efter 2 liter vand har enblære, der er ved at sprænge. Der står heldigvis et par Greve-folk, så jeg fårlov at springe over i køen og er tilbage for at se Ka Long være bagud 0-2.
Rammo sidder der og Jonas har sat sig på ryg til ryg stolene. Jeg begynder imit hoved at forberede mig på en 5. sætter. Siger til Rammo, at jeg godt tror,at den kan tabes. Ka Long hænger på til 5-5. Lind tager chancer på nettet og KaLong bliver ved med at spille til nettet. De næste bolde bliver som et mantra,der bliver gentaget: "stay aggressive, overplay him, move forward".Heldigvis gør Ka Long lige præcis det. Han for bragt sig på 10-7. Jonas siger,"nu er den der sgu". Jeg er stadig ikke sikker. Tænker stadig på,hvad jeg skal sige til ham, hvis det glipper.
Ved 10-7 får han overspillet Lind nede i den dybe baghånds side og Lindspiller en høj baghånd for kort. Inden Ka Long hopper op og smasher hører jegJonas sige: "Jaa, nu er den der".
Og det er den. Jeg rejser mig op og tror nok jeg kaster min vanddunk i gulvet.Derefter kæmper jeg en brav kamp med at få tv-mikrofonen af. En hurtigtløbende tv-mand kommer mig til undsætning, og jeg når ind på banen for sammenmed de andre at give Ka Long en lufttur. Resten er jubel, glade Grevefolk,præmie-overækkelse og flere glade mennesker, der kommer og siger tillykke.Nogle af Skovshovedspillerne, de er knapt så glade, kommer over og sigertillykke og tak for kampen. Jeg føler med dem. Jeg har selv været der. Vi tabteogså de 3 første gange vi var i finalen. Det var ikke sjovt. På vej tilbage tilGreve kører Ka Long med mig. Vi får snakket lidt om kampen og jeg spørger, hvadhan tænkte ved 7-4 i 3. sæt. Han svarer, at han begyndte at tænkte på, hvordanhan ville fejre det, når han vandt... Jeg spørger ham, hvad han så har lært afdet. Han smiler og svarer: "never celebrate and do notthink about it before there is something to actually celebrate".
Tilbage i Greve ersponsorer og andre folk omkring klubben samlet. Humøret er højt, og vi fårnoget at spise og drikke. Der bliver holdt lidt taler og snakket over bordene.Holdet + nogle af de andre seniorspillere tager videre i byen omkring kl.00.45. Jonas kører mod Tyskland og jeg er færdig.
I morgen starter dagen på sammen måde som denne "helt almindeligeualmindelige torsdag” med to børn, der skal op og ud af døren.
Jeg kører dog lige en tur forbi mine forældre og får en øl, og snakker dagen ogindtrykkene igennem.
Da jeg kommer hjem og lægger hovedet på puden er det svært at falde tilro. Alle indtrykkene vælter rundt i en pærevælling. Det vil de nok gøre nogentid endnu.
Det sidste, jeg husker er, at jeg tænker: "at det var godt, at jeg nåedeat nyde det.......:-)"
NÆSTE EVENT