Badminton Photo

Fischer og Pedersen slår verdensmestre og vinder guld i Japan

13-09-2015 10:58 |  Badminton.dk |  Anders Rud Nielsen
Den danske mixdouble Christinna Pedersen og Joachim Fischer afværgede kinesisk matchbold i et tæt tredje sæt og vandt dermed en dramatisk mixdoublefinale ved Japan Open.

Med et fremragende og velbalanceret andet sæt ved finalen i superseries-turneringen Japan Open vendte Joachim Fischer og Christinna Pedersen et truende nederlag til sejr mod Zhang Nan og Zhao Yunlei fra Kina og slog dermed overraskende verdensmestrene.

Mixdoublefinalen startede helt lige mellem til de to superkonstellationer. Ved det lille ophold blev skiftevise føringer dog erstattet af kinesisk dominans, og på trods af et par dueller med dansk fordel snuppede den kinesiske stjernedouble første sæt 21-17.

Kinesisk knæskadede truede dansk rytme
Andet sæt fik en helt anden karakter. Danskerne var bedst fra start, og med Christinna Pedersen i en positiv hovedrolle fik de skabt afstand på 16-8 til de førsteseedede kinesere. En nervøs dansk afslutning gjorde lykkeligvis ingen forskel og Pedersen/Fischer vandt sættet 21-18.

Det danske momentum fortsatte i det afgørende tredje sæt, og med en totalt afstemt variation skaffede de en føring på 11-7 ved sidebyt. Men en truende knæskade til Zhang Nan trak sættet ud, og den uventede pause ændrede desværre rytmen i sættet og gav matchbold til kineserne ved 20-19. Men så servede verdensmesteren i både mix- og damedouble, Zhao Yunlei, i nettet, og med to hurtige dueller vandt Pedersen/Fischer 23-21.

Joachim Fischer ser tilbage på en rigtig god turnering for stjernedoublen.

- Selvfølgelig er vi stolte af at slå de forsvarende VM og OL mestre, men vi er også glade for sejren over Liu/Bao i fredags. Det var små ting, som gjorde, at det blev os, der vandt i dag, men jeg synes over hele kampen, at vores topniveau var det bedste i lang tid, og vi satte dem under et stort pres, som også var planen fra start. Nu tager jeg hjem og får slappet lidt af med mine små banditter, og så tager Christinna videre til Korea, siger Joachim Fischer.

Der er flere danske finaler, når Viktor Axelsen senere møder Lin Dan, og Christinna Pedersen igen skal på banen. Denne gang i damedoublefinalen med Kamilla Rytter Juhl.


 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?