Badminton Photo

Herredouble slår verdensmestre og er finaleklar i Hong Kong

21-11-2015 16:44 |  Badminton.dk |  Anders Rud
Den danske herredouble Mathias Boe og Carsten Mogensen slog for første gang nogensinde Ashan og Setiawan fra Indonesien, da de avancerede til finalen i årets sidste superseries-turnering.

Det har haltet for indoneserne Mohammad Ashan og Hendra Setiawan, siden de vandt verdensmesterskabet på den sagnomspundne hjemmebane i Jakarta i august. Og selv om de i Hong Kong Open har genskabt giftigheden i servesituationen og de lynhurtige benbevægelser, tabte de i dagens semifinale 21-14/12-21/16-21 til tredjeseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Dermed er det første gang nogensinde, at den danske herredouble slår verdensmestrene fra Indonesien. 

Dansk sejr lignede det dog bestemt ikke i første sæt. Ashan og Setiwan viste verdensmesterklasse, skabte hurtigt afstand, og uden tvivl om udfaldet vandt de 21-14.

Otte gyldne point
I starten af andet sæt udartede dysten sig mere ligeværdigt, da de to par fulgtes til 10-10. Men så kom specielt Mathias Boe længere frem på banen, og det gav hurtigt afkast med en dansk føring på 16-10. Mens danskerne pressede mere og mere på, udviste indoneserne opgivende attituder. 21-12 vandt Boe/Mogensen.

Tredje sæt startede med indonesisk dominans, og efter blot 5 minutter var danskerne bagud 6-2. Det der kunne ligne en gentagelse af første sæt blev dog afbrudt af kampens helt afgørende fase. Med otte point i streg stjal Boe og Mogensen overtaget med en 10-6 føring.

Selv om verdensmestrene sneg sig tilbage i dysten, fortsatte danskerne det forrygende spil, og de vandt da også til sidst 21-16.

I søndagens finale skal de møde verdensetterne fra Korea, Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong.

Se programmet for i morgen her.


 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?