Badminton Photo

Dansk debutantsejr da de danske damer slog Finland ved EM for hold

16-02-2016 23:31 |  Badminton.dk |  Stine Greve

Julie Dawall Jakobsen spillede torsdag sin første seniorlandskamp, da de danske damer mødte Finland i holdets første kamp ved EM for hold.


Her til eftermiddag trådte også de danske damer ind i turneringen, og ligesom herrerne kom de godt fra start med en sejr. Efter fem spillede kampe stod det 4-1 til Danmark. En af de vindende danskere var den 17-årige debutant Julie Dawall Jakobsen.

Dawall selv var ikke overrasende en meget glad debutant efter kampen:

- Det var virkelig fedt, og der var rigtig god stemning. Det var en stor hal og der var rigtig mange mennesker. Jeg synes egentlig at jeg spillede en fin kamp og jeg vandt, og så var det bare rigtig fedt at pigerne var rigtig gode til at støtte op omme bag banen, så det var super fedt. 


Sejren kom dog ikke i hus helt uden problemer, da både startnerver og en drilsk sidevind gjorde det lidt svært for den unge dansker:

- Jeg vidste godt at jeg havde en god chance mod hende her, men man bliver alligevel lidt nervøs når det er ens første seniorlandskamp. Jeg kunne godt mærke, at der var lidt nerver på, men jeg synes egentlig at jeg fik rystet dem af rimelig hurtigt, så det var rart og så fik jeg bare spillet frit resten af kampen.  Det var en svær kamp og det var lidt svært at ramme bolden ordentligt på bagbanen, men jeg synes egentlig at jeg fik ret godt styr på det.


Også landstræner Kenneth Jonassen var tilfreds med debutantens indsats:

- Jeg så egentlig en spiller, som arbejdede rigtig godt med sig selv under nogle lidt svære forhold her i den første kamp, hvor der var nogle timingsproblemer, men var i stand til at tilpasse sig situationen og da hun først fik rigtig flow i sit spil så var der ikke rigtig nogen tvivl om udfaldet. Jeg synes at Julie gjorde det rigtig godt, og det var en flot debut.


Julie Dawall trådte på banen til sin debut, da den samlede stilling i holdkampen var 1-1. Forinden havde Line Kjærsfeldt tabt første damesingle til Nanna Vainio i en tæt tresætter med cifrene 16-21 21-9 20-22 og Mette Poulsen havde overbevisende slået Airi Mikkela i anden damesingle med 21-13 21-14.

Dermed var det blevet tid til tredje damesingle, hvor Dawall stod over for Sonja Pekkola. Med en sejr kunne hun sikre Danmark en samlet føring på 2-1 inden de to damedoubler.  

Dawall lagde stærkt ud og havde en føring på 11-8 ved opholdet. Finnen kom dog godt ud fra opholdet og fik skabt kontakt, men Dawall svarede stærkt igen og sikrede sig sættet med 21-16. I andet sæt virkede det som om, at debutnerverne var lagt helt på hylden. Lynhurtigt stod det 11-4 i Dawalls favør og derfra så hun sig ikke tilbage. Med godt spil sikrede hun sig sættet med 21-10 og dermed var sejren og den danske føring i hus.


Med Dawalls fornemme sejr stod det klart, at holdkampen skulle finde sin vinder i damedoublerne og her viste  danskerne sig at være overlegne. I første damedouble stod Christina Pedersen og Kamilla Rytter Juhl over for Mathilda Lindholm og Jenny Nystrom. Her var der tale om reel klasseforskel og de to finner fik ikke et ben til jorden. Det blev til sejr på 21-9 21-11 til den stærke danske damedouble. Med den sejr var den samlede sejr sikret, men den sidste kamp, anden damedouble, afvikles alligevel i det indledende puljespil. Her vandt Maiken Fruergaard og Sara Thygesen sikkert over gengangerne fra henholdsvis anden og tredje damesingle Airi Mikkela og Sonja Pekkola med 21-11 21-9.



Dermed fuldendte de danske damer en god dansk badmintondag i Kazan med den samlede sejr på 4-1. Tidligere på dagen kom herrerne godt fra land med en 5-0 sejr over Tyrkiet. Det virker altså til, at begge de danske hold er kommet godt ind i turneringen, hvilket lover godt for den videre færd. 


I den danske lejr ser man nu fremad mod morgendagens kampe, hvor der er fokus på at få alle i spil:

- Vi sørger for, at alle kommer i spil, så alle er klar, så hvis der skulle opstå skader eller uheld senere hen, så har alle spillet inde i hallen. Vi er klar til at lave nogle små ændringer på holdene til i morgen, og så er vi klar til at give den gas igen, siger Kenneth Jonassen.


Næste kamp med dansk deltagelse er i morgen tidlig kl. 08.00 dansk tid, hvor herrerne møder Kroatien. Kampen kan desværre ikke streames, men du kan følge med i stillingen på livescore her.


De danske damer spiller i morgen kl. 16.00 og du kan følge deres kamp på live stream her




 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?