Badminton photo

Danmark vinder 2 EM-guldmedaljer ved EM

30-04-2017 18:47 |  Badminton.dk |  Laura Madsen
Den danske nationalmelodi blev spillet 2 gange under præmieoverrækkelsen ved EM, da både Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen og Mathias Boe/Carsten Mogensen sikrede Danmark EM-guld. 

Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen spillede sig til titlen som europamestre som de første på finaledagen i Sydbank Arena, da de vandt over den bulgarske damedouble Gabriela Stoeva/Stefani Stoeva 21-11, 15-21, 21-11, og hermed kunne Kamilla Rytter Juhl fejre sin 7. EM-guldmedalje, og bygge videre på sin rekord som den mest guldvindende dansker nogensinde ved EM.

- Det er svært at forstå, at jeg er den, der har vundet flest gange. Der er jo sindssygt mange gode spillere i Danmark gennem tiderne, og at jeg er den der har vundet flest gange er svært at forstå. Jeg er meget ydmyg omkring det – og stolt, siger Kamilla Rytter Juhl.

Kamilla Rytter Juhl/Christina Pedersen kan kalde sig for europamestre for 4. gang i træk – en sejr, som også gav Christinna Pedersen sin 6. guldmedalje ved EM.

Mathias Boe/Carsten Mogensen vandt finalen i herredouble over deres landsmænd og forsvarende europamestre Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding 21-16, 22-20, og kan nu kalde sig for europamestre for første gang siden 2012. 

- Det er selvfølgelig dejligt at vinde titlen tilbage. Det er altid super fedt at spille turneringer, det er derfor vi står op og træner hver morgen, det er for at kunne få lov at være med og så vinde, så det er selvfølgelig rigtig fedt. Det er ikke nogen nem turnering at spille, vi har mange gode danske herredoubler, og der er også nogle andre europæiske, som spiller rigtig godt så det var en forløsning at vinde i dag, og det er vi stolte af.
20-årige Anders Antonsen, som vandt over den forsvarende europamester Viktor Axelsen i semifinalen i går, tabte en tæt finalekamp mod Rajiv Ouseph 21-19, 21-19, hvilket giver ham en sølvmedalje ved hans første EM nogensinde. 

- Lige nu har jeg svært ved at se det som en sejr, men det betyder meget. Det har været en vild rejse det her EM. Jeg har spillet noget rigtig godt badminton og fået nogle gode skalpe, Viktor i går og Zwiebler i forgårs. Det var nogle gode sejre, og det har været en fed uge. Jeg har virkelig mærket støtten fra folk omkring mig og fra publikum. Det har været fedt.

Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen vandt sølv, efter et nederlag i finalen til Chris Adcock/Gabrielle Adcock 21-17, 18-21, 21.19.

I damedouble, som var den eneste kategori, hvor Danmark ikke havde sikret sig en finaleplads, vandt forsvarende europamester Carolina Marin, da hun vandt over Kirsty Gilmour efter to sæt 21-14, 21-12.

- Det var en rigtig god finale, og jeg er virkelig glad for at vinde min tredje EM-guldmedalje. Kirsty er en god modstander, hun er meget stærk og hun er en god fighter, så selvfølgelig gjorde jeg mit bedste for at vinde over hende. 

Sammen med vores sponsorer Yonex, Danisa, Grundfos, Mille og Holstebro Rejsecenter og vores samarbejdspartnere Badminton Europe, Sport Event Denmark, Kolding Kommune, Kolding Badminton Klub, Trekantområdet og TV2 Sport vil vii Badminton Danmark gerne takke alle, der har været med til at gøre EM til et fantastisk badmintonevent. 


 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?