Badminton Danmark

U19-landstræner om Odenselejren: Det har været en læringsproces

04-08-2017 11:10 |  Badminton.dk |  Stine Greve


Både spillere og trænere drager hjem fra Odenselejren med rygsækken fuld af redskaber og ny viden, som de har tilegnet sig gennem den proces, den 11 dage lange Odenselejr har været.


I går torsdag sluttede Odenselejren, hvor de danske U17- og U19-talenter de seneste 11 dage har været samlet. Noget af det særlige ved Odenselejren er dens længde. Hvor U19-landstræner Rikke Siegemund normalt har spillerne et par dage på en weekend-lejr eller til en turnering, har hun på Odenselejren kunne følge dem i 11 dage. Det har givet hende mulighed for at følge spillerne på en anden måde.


- Det overordnede formål med lejren har været at få lov at arbejde med de unge talenter. Få dem ind, have dem i 11 dage, tage nogle temaer op, som vi mener, er relevante og få lov at se, hvordan de agerer under sådan en proces, hvor vi har dem mange dage i træk. Dermed får jeg et indblik i, hvornår de er oppe og nede, og jeg kan spørge ind til, hvad det er, der er svært, siger Siegemund og fortsætter.


- Jeg har fået mulighed for at snakke med dem, se dem spille og spørge ind til deres udvikling og følge op på den. Snakke med dem om, hvad de går og laver derhjemme, og give dem nogle værktøjer til, hvordan de kan arbejde videre. Når jeg har dem to dage på en lejr, får jeg indblik i, hvad de kan, men har jeg dem 11 dage, så er der en proces, hvor jeg kan se, hvordan de kan udvikle sig. Det giver et godt indblik i deres personlighed og i deres iver efter at blive bedre badmintonspillere.


Ifølge U19-landstræneren var det en vellykket lejr, der i går fik sin afslutning, hvor både spillere og trænerstaben har fået værdifuld viden med hjem, som der kan arbejdes videre ud fra. 


- Jeg synes, lejren er gået godt. Det har været en hel læringsproces, for i løbet af 11 dage er der ikke mange spillere, der går i gennem uden at have en dag, hvor de er pressede – det kan både være fysisk, fordi de er ved at være trætte, og det kan være mentalt. Lejrens formål er at stimulere dem og fylde på dem, men det er ikke at smadre dem. Samtidig skal vi have dem derud, hvor de bliver rigtig trætte, så vi kan se, hvordan de agerer i den tilstand, så det handler om at finde den grænse, siger Siegemund og afrunder.


- Generelt synes jeg, spillerne har klaret det rigtig godt, og der er jo altid nogen, som har det sværere end andre. Hvis man brænder sammen under en træning, handler det om at få nogle redskaber til, hvad man så skal gøre næste gang for at undgå det. Der er udfordringer, og det er det, der er meget godt at få set, så vi ved, hvad vi skal tage med os og arbejde videre med.


Vi håber, at alle har haft en god lejr, og at der bliver arbejdet godt videre, så vi også i fremtiden får flere danske verdensstjerner at se.



 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?