Badminton Danmark

Cathrine Rosengren vinder Thailand Para Badminton International

30-07-2018 09:33 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Cathrine Rosengren strøg til tops i Thailand Para Badminton International med en finalesejr på 21-19, 21-14 over Japans Mamiko Toyoda.
 
Den 19-årige dansker vandt turneringen i Bangkok i suveræn stil uden at afgive sæt og kom først for alvor under pres i finalen mod den topseedede japaner Toyoda. Her kom hun bagud 10-16 efter en nervøs start på første sæt, hvor vinden i Huamark-hallen også spillede en rolle.
 
- Det var som om, de tændte og slukkede for hallens aircondition i løbet af dagen, så det var meget svært at finde banen, da der skiftevis var medvind og modvind. Det var generelt et stort problem i første sæt, hvor jeg også lige skulle lægge nerverne fra mig. Men da jeg først fandt tilbage til spilleplanen og lykkedes med at holde bolden inden for stregerne, fik jeg overtaget, siger Cathrine Rosengren.
Det var danskerens første internationale turnering i parabadminton i år, hvor det helt store mål er EM i oktober, og hun er godt tilfreds med udbyttet.
 
- Det er en mega dejlig følelse at vinde, og det har været en rigtig god turnering. Jeg har haft overskud til at bruge nogle af de ting, jeg har arbejdet på med sammen med mine trænere, og jeg har fået en masse kampe mod nogle af de bedste spillere fra Asien, siger Cathrine Rosengren, der er nummer fire på verdensranglisten i kvindernes SU 5-klasse.
 
Også Astrid Lilhav Riis (SU 5) og Simone Meyer Larsen (SS 6) spillede årets første internationale turnering i Thailand. Riis blev bremset i kvartfinalen af Japans Akiko Sugino, der besejrede danskeren i tre sæt 21-10, 15-21, 15-21.
 
- På baggrund af træningsmængden de sidste mange måneder er det nok som forventet. Jeg missede nogle gode chancer for at få bedre placeringer, og det er ærgerligt. Nu skal jeg bruge træningen i Danmark til at finde banen inden EM, lyder det fra Astrid Lilhav Riis.
 
Grundet få kvindelige tilmeldinger spillede Simone Meyer Larsen med i herrernes turnering, ligesom det blev til et par opvisningskampe mod de øvrige kvinder i SS 6-klassen.
 
- Det har været en god oplevelse at komme ud og prøve mit spil af mod nogle stærke konkurrenter og se, hvor det er, jeg skal forbedre mig. Men det har også været hårdt med varmen og vinden i hallen, siger Simone Meyer Larsen.
 

EM i parabadminton spilles den 30. oktober til 4. november 2018 i Rodez, Frankrig.





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?