Badmintonphoto

Ærgerlig, men fortrøstningsfuld sportschef om VM-udfald: - Vi manglede det sidste, men er trygge ved fremtiden

06-08-2018 09:54 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
I kølvandet af dette års VM ser Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, tilbage på et skuffende mesterskab, der bød på nul medaljer til Danmark. – Vi var tæt på medaljer, men manglede det sidste, siger sportschefen, som holder fast i, at dansk badminton stadig er konkurrencedygtige til at tage medaljer ved VM såvel som OL.

VM 2018 er ovre, og medaljerne er hængt om halsen på deres nye ejermænd- og kvinder.
 
Desværre skulle ingen af disse vise sig at blive danske, i og med de sidste fem danske spillere røg ud i kvartfinalen fredag aften og satte en stopper for Badminton Danmarks målsætning, der lød på to medaljepoint.
 
På den baggrund er det en skuffet sportslig ledelse, der vender hjem fra Nanjing.
 
- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med udfaldet af årets VM. Vi kæmper for medaljer til Danmark, og når det ikke lykkes, så skal vi være skuffet. Det kræver rigtig meget at vinde en VM-medalje, og både spillere, trænere og jeg selv skal bruge det utilfredsstillende resultatet som motivation til at arbejde endnu mere fokuseret og dedikeret fremadrettet, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.

Skal du med til DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR i Odense i uge 42? Klik her for at sikre dig en billet.
 
Trods det på papiret ringe danske resultat ved mesterskabet mener sportschefen, at der var flere lyspunkter under årets VM:
 
- Selvom vi ikke når vores målsætning for VM, så har der også været nogle rigtig gode præstationer undervejs. Mads og Mads (Conrad-Petersen og Kolding, red.) spiller deres bedste VM nogensinde og præsterer på meget højt niveau i alle deres kampe. De spiller et brag af en kamp i kvartfinalen og er kun meget få point fra at slå de regerende verdensmestre og få deres første VM-medalje. Mathias og Christinna (hhv. Christiansen og Pedersen, red.) spiller sig i en VM-kvartfinale mindre end et år efter, at de begyndte deres makkerskab, og de spiller i store dele af kvartfinalen lige op med deres stærke, kinesiske modstandere. Begge dele synes vi er meget opløftende, siger Jens Meibom.

Læs også: Ingen dansk VM-metal i år: - Ikke en dag som håbet, men som frygtet.

Sportschefen synes også, at der var fine præstationer fra flere unge spillere ved mesterskabet i Kina. Danmarks bedste damesingle, 20-årige Mia Blichfeldt, tabte således kun knebent til nummer fire på verdensranglisten, og 21-årige Anders Antonsen var den eneste spiller ved mesterskabet, der formåede at presse den nykårede og ellers suveræne verdensmester, Kento Momota, ud i et tredje sæt.
 
Også Viktor Axelsen nåede til kvartfinalen, og selvom dette års VM ikke kan siges at være hans bedste af slagsen, frygter sportschefen ikke for, at verdensetteren har vundet sin sidste VM-medalje.
 
-Viktor har perioder i kampen, hvor han spiller på et rigtig højt niveau, men han formår ikke at holde sit topniveau igennem hele kvartfinalen mod Chen Long, som omvendt spiller en næsten fejlfri kamp. Det var Viktor selvsagt rigtig træt af, men sådan er elitesport nogle gange. Jeg ved, at Viktor vil lære af sit nederlag, og jeg er helt overbevist om, at han kommer til at vinde flere VM-medaljer i fremtiden, siger Jens Meibom med tilføjelsen.
 
-VM 2018 vil ikke gå over i historien som et godt VM for Danmark, men Danmark har både en række nuværende og kommende verdensklassespillere, og vi er overbeviste om, at vi stadig er konkurrencedygtige på verdensklasseniveau og vil vinde medaljer til Danmark i fremtiden.

Find alle kampresultaterne fra VM 2018 her.


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?