Badmintonspillere bruger i ny og næ mærkværdige, verbale udtryk, når de vinder point, og ifølge Frederik Colberg er ”SOOUH!” et velkendt et af slagsen. Hvordan det udtryk er opstået, kan han imidlertid ikke svare på, og det skyldes måske, at det ”blot” er blevet en del af badmintonkulturen, lyder det fra sportspsykologisk konsulent Jakob Hansen.
Der er badmintonspillere, som fra 0-0 i første sæt jubler, som var de stukne grise. Nogen skråler med det primære formål at peppe sig selv op, andre for at psyke modstanderen.
Fælles inden for sporten er i mange tilfælde, at den lyd eller det udtryk, som udgår fra spillerne, kan genkaldes på tværs af både niveau, alder og geografi.
Sådan oplever badmintonspilleren Frederik Colberg det i al fald.
- Det er lidt mærkeligt i badminton, men det er, som om det her ”SOUUH” er kommet ind. Det er en lyd, som ingen rigtig ved, hvor kommer fra. Jeg gør i al fald ikke, siger han og tilføjer.
- Det er måske lidt atypisk inden for sporten, men fordi det er det, jeg har det mest komfortabelt med, bruger jeg også ofte et udtryk som ”HUUH!”, siger Frederik Colberg og formulerer lyden, der henleder tankerne på det lignende, islandske fodboldråb, som snart var på alles læber ved EM i 2016.
At doublespilleren finder netop dét udtryk atypisk inden for badminton, er der formentlig en fornuftig forklaring på.
Sports- og præstationspsykologisk konsulent Jakob Hansen peger nemlig på, at kulturen, hvad angår de verbalt anvendte udtryk, man bruger i forbindelse med konkurrence, typisk er forskellig fra den ene idrætsgren til den anden.
- Alle idrætter har nogle udtryksformer, som udøverne bruger som en slags symbol i den psykologiske kamp, som finder sted foruden selve spillet. Ligesom nationalsprog udvikler sig, gør udtryksformerne i sport det også, siger Jakob Hansen, der i mange år har været tilknyttet Team Denmark og deltaget ved intet færre end fem OL.
Men hvor kommer så et tilsyneladende klassisk badmintonudtryk som ”SOOUH!” fra?
- Det et godt spørgsmål. Badminton er en idræt, der er meget præget af Østen, så det kan være fra den del af verden, at man er blevet inspireret. I bordtennis har man nogle tilsvarende jubelråb, men der findes omvendt også mange af den slags udtryk og symboler, som man ikke finder i badminton, siger han.
Spørger man cheflandstræner Kenneth Jonassen om det samme, lyder svaret, at der kan være noget om snakken, når det kommer til udtrykkets oprindelse.
I al fald var det i sit møde med navnlig koreanske spillere, at han først og fremmest stødte på lyden af ”SOOUH!”.
- Første gang, jeg hørte det, var da de koreanske spillere rejste til Danmark og spillede ungdomslandskampe i starten af 1990’erne. Det er den måde, de jubler på, og det, tror jeg, vi har taget til os herhjemme. I dag ser og hører mange gerne udtrykket i TV, og jeg tror, at man derfra har adopteret det bredt, så det nu også findes på klubniveau.
Ifølge Jakob Hansen er årsagerne til overhovedet at udtrykke sig verbalt adskillige. Nogle spillere bruger lyd, fordi det passer dem godt, andre gør det ganske ubevidst, og nogle anvender jubelråb og deslige som værktøj i det, som sportspsykologen benævner den psykologiske krigsføring.
Desuden kan lyd for den enkelte spiller have en spændingssøgende- eller regulerende funktion, forklarer han.
- Som spiller på topniveau, hvor det ofte handler om marginalerne, er det ekstremt hårdt hele tiden at skulle befinde sig på grænsen af sin formåen. Derfor kan en fysisk og verbal reaktion, når man vinder et point, også være en måde at lette trykket på det enorme pres, man er underlagt, siger Jakob Hansen.
Den følelse kan Frederik Colberg nikke genkendende til.
- Det sker jo desværre sjældent, at jeg slår en vinder af ren og skær power, men når det nu engang er tilfældet, så er det en rigtig rar følelse i både krop og arm. Hvad der så kommer ud af munden på mig, afhænger af den konkrete kamp og situation. Hvis det står 0-0, så er der nok ikke så meget lyd på, men står den 19-19, og har kampen eller stemningen været anspændt, desto mere lyd vil der typisk komme på, siger Frederik Colberg.
Mens hans brug af diverse lyde tidligere i karrieren typisk kom til udtryk som følge af usikkerhed eller som led i provokation, bruger Frederik Colberg i dag navnlig stemmebåndet til at motivere sig selv og for at vise overskud.
- Har jeg for eksempel været bagud et helt sæt og kommer op igen, så kan det ske, at jeg bruger lyd for at vise modstanderen, at jeg altså er her endnu. Det kan jeg omvendt også udtrykke uden lyd gennem for eksempel et smil eller et lille grin. Uanset hvordan jeg gør det, så er det primært for min egen skyld, for jeg har det med at finde roen, når jeg viser overskud, siger Frederik Colberg og påpeger.