Badmintonphoto

Spænding til den sidste duel i sjette runde af Badmintonligaen

03-12-2018 22:25 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
Ikke en eneste Golden Set-afgørelse blev nødvendig i aftenens runde af Badmintonligaen. Men alligevel var der spænding til den sidste fjerbold gik i gulvet – runden bød nemlig på tætte afgørende tresættere og sejre til de undertippede.

I Nordjylland stod slaget mellem topholdene Vendsyssel og Skovshoved. Det blev en spændende affære, der til sidst faldt til Vendsyssels fordel, da de vandt holdkampen 4-2. 

To tætte herresingler afgjorde holdkampen til sidst, hvor en storspillende Victor Svendsen slog Skovshoveds Rasmus Gemke 21-19, 26-24 i 1. herresingle, mens Raul Must gjorde ham kunsten efter og slog Emil Holst med 21-18, 14-21, 21-15. Vendsyssel lægger sig derfor foran Skovshoved i tabellen. 


Topholdet Team Skælskør-Slagelse mødte bundholdet Gentofte på udebane og tog forventeligt tre point, da TSS vandt holdkampen 4-2. Gentoftes herresingler viste til gengæld god figur, da de vandt både 1. og 2. herresingle. 

Ligesom i sidste holdkamp tog Mads Christophersen også denne gang en god skalp til Gentofte, da han slog verdens nummer 35 Mark Caljouw 18-21, 21-14, 22-20.


En intens kamp udspillede sig i Højbjerg, da hjemmeholdet fik presset Solrød til det yderste. Højbjerg endte med at levere overraskelsen, da de tog sejren mod Solrød med 4-2. 

Solrøds Felix Burestedt trak sig med en skade fra 2. herresingle, og derfor skulle afgørelsen om et eventuelt Golden Set stå i herredouble. Men Højbjergs Anders Skaarup Rasmussen/Oliver Leydon-Davis viste nerver af stål, da det gjaldt og tog sejren til Højbjerg med 19-21, 21-14, 21-18. 


På hjemmebane i Aarhus tabte Anders Antonsen overraskende i 1. herresingle til Værløses Rasmus Messerschmidt med 17-21, 22-20, 16-21. Desværre kunne holdkammeraterne fra Værløse ikke gøre ham kunsten efter, og de måtte tage turen hjem med et nederlag i badmintontasken.

Aarhus vandt holdkampen 4-2 efter en tæt afgørende 2. Herresingle mellem Ditlev Jæger Holm fra Værløse og David Kim Kristensen fra Aarhus – sidstnævnte vandt 23-21, 17-21, 25 23.


Greve tog en tur over bæltet for at spille mod Odense OBK, og det blev en succes for sjællænderne. Med en 4-2 sejr i bagagen sikrede de sig tre point og en god plads i tabellen. 

En enkelt overraskelse blev det dog til fra Odenses side. Steffen Rasmussen slog nemlig Dey Subhankar med 21-13, 23-21 - en flot sejr til Odenses 1. herresingle. 

Følg med igen torsdag d. 6. december kl. 19, hvor holdene i Badmintonligaen skal i aktion igen!






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?