Badmintonphoto

Onsdag indledes EM-titelforsvaret for Danmark

12-02-2019 12:27 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmussen
Danmark skal i morgen, onsdag den 13. februar, forsøge at indlede jagten på den tredje EM for blandede hold-titel i træk med en sejr over Frankrig. – Vi skal præstere hundrede procent for at vinde, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Frederiksberg Hallerne lægger normalt hal til Badmintonligafinalen, men i år er det også arenaen for EM for blandede hold, hvor Europas otte bedste badmintonnationer mødes. 


I morgen går det endelig løs, når Danmark indleder mesterskabet mod Frankrig, hvor man kan håbe, at vores elskede badmintonhelte kan gøre vores håndboldherrer kunsten efter og sætte franskmændene solidt på plads. 

Danmark favoritter til at løbe med titlen – den tredje i træk og titel nummer 17 i alt, hvis de rød-hvide kan løfte pokalen på søndag. Men det kræver fuld fokus fra start, vurderer cheflandstræner Kenneth Jonassen.

- Vores målsætning er klar. Vi går efter at genvinde EM-guldet her på hjemmebane. Men vi kan på ingen måde spadsere igennem til titlen. Dertil er de andre nationer for stærke, og hvis vi ikke præsterer hundrede procent, er der flere nationer, som kan drille os. Inklusiv Frankrig. Når det er sagt, så har vi, hvad der skal til for at hive sejren hjem, hvis vi præsterer optimalt og er gode til at finde de rette løsninger i løbet af mesterskabet. Vi glæder os rigtig meget til at spille på hjemmebane, siger Kenneth Jonassen.


Franskmændene kommer til Danmark med blandt andre Brice Leverdez, der er placeret som nummer 26 i verden. Han har tidligere gjort det svært for de danske spillere, som han kender særdeles godt efter flere år i den danske Badmintonliga, og så har han også udfordret Lee Chong Wei på nogle af verdens største scener som All England og DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR.

Frankrig har aldrig vundet en medalje til EM for blandede hold, men i 2018 og 2016 har deres herrelandshold vundet henholdsvis bronze og sølv. 

Landskampen mellem Danmark og Frankrig begynder klokken 18.00 onsdag den 13. februar.


Danmarks næste landskampe er følgende:
Torsdag den 14. februar kl.18.00: Holland
Fredag den 15. februar kl.18.00: Spanien

I Gruppe 2 er England, Rusland, Irland og Tyskland.

De to bedst placerede nationer i hver gruppe kvalificerer sig videre til lørdagens semifinaler. 


Semifinalerne spilles klokken 10.00 og 14.00 lørdag den 16. februar. Finalerne spilles klokken 14.00 søndag den 17. februar. Alle kampe spilles i Frederiksberg Hallerne.

TV 2 SPORT sender fra semifinalerne og finalerne.

FAKTA:
Det danske EM-hold består af:
Singlespillere:
Viktor Axelsen, Odense
Anders Antonsen, Aarhus AB
Rasmus Gemke, Skovshoved
Mia Blichfeldt, Solrød
Line Kjærsfeldt, Skælskør
Julie Dawall, Værløse

Doublespillere:
Anders Skaarup Rasmussen, Højbjerg
Kim Astrup, Skælskør
Mads Kolding, Holbæk
Frederik Søgaard, Skælskør
David Daugaard, Greve
Mathias Christiansen, Greve
Niclas Nøhr, Solrød
Sara Thygesen, Skovshoved
Maiken Fruergaard, Solrød
Rikke Søby, Greve
Alexandra Bøje, Højbjerg
Christinna Pedersen, Skovshoved

Trænerteamet til mesterskabet er cheflandstræner Kenneth Jonassen og landstræner Jakob Høi.

En landskamp består af én herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixeddouble.

Seneste vindere:
2015 og 2017: Danmark.
2013: Tyskland.
1996-2011: Danmark.

Mesterskaberne spilles hvert andet år. 
- Flest titler: Danmark (16).
- Podiet 2017: Danmark (guld), Rusland (sølv), Tyskland og England (bronze). 





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?