Badminton Danmark

8 Nations 2019: Danmark stærkt repræsenteret i semifinaler og finaler

23-02-2019 20:09 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
Efter stor dansk guld-succes i holdturneringen ved 8 Nations bød lørdagen på nye udfordringer. De danske U15-talenter forsøgte nemlig at gøre holdturneringens kunst efter i den individuelle turnering. De danske doubler klarede det især godt. 

Der var mange kampe i vente for de unge danske spillere ved den individuelle 8 Nations-turnering i Holland i dag, hvor de danske doubler gjorde det godt. 

- Doublepræstationerne i dag har været gode, hvor vi har leveret det, vi har kunnet forvente. De har gjort det godt, og har spillet disciplineret og god badminton, hvor de har været meget direkte i spillet, udtalte U15-gruppetræner Thomas Nielsen.

Og de gode præstationer betyder, at det danske flag er stærkt repræsenteret i morgendagens doublekampe. I mixeddouble spillede Mike Vestergaard/Lærke Thomsen sig videre til finalen efter de mødte deres landsmænd. 

Succes oplevede også de to danske herredoublepar William Abildtrup/Jonathan Melgaard og Alexander Ringbæk/Mike Vestergaard, der møder hinanden i semifinalen i morgen.

Også to danske damedoublepar nåede til hver sin semifinale, nemlig Norah Jeppesen/Lærke Thomsen og Sofie Kjøbsted/Sarah Skriver – det betyder gode muligheder for finaledeltagelse.


Men ikke kun doublespillerne oplevede succes. En enkelt singlespiller formåede at spille sig videre til finalen, det var Alexander Ringbæk, der er andenseedet i den individuelle turnering. 

- Alexander (Ringbæk, red.) får en spændende kamp i morgen mod den topseedede franskmand. Hvis han spiller som han kan og holder et højt niveau, tror jeg godt han kan slå ham. Han har nogle udfordringer med at holde niveauet hele vejen, men holder han det, kan han godt vinde, sagde Thomas Nielsen. 


Trætheden er til gengæld ved at sætte sig i kroppen efter en lang turnering, ifølge Thomas Nielsen.

- Der er ingen tvivl, om at spillerne er ved at være træt. Især Alexander (Ringbæk, red.) er ved at være træt, han kan godt mærke han har spillet mange kampe både i double og single. Men alle spillere er kommet godt igennem og er klar til i morgen. 

Men gruppetræneren ser også frem til en forhåbentlig god dansk dag i morgendagens finaler og semifinaler.

- Vi har gode muligheder i damedouble, og i herredouble er også gode muligheder. Herredoublen bliver svær, hvis de møder det franske par, men hvis de spiller det de kan, så kan drengene godt slå dem, sagde Thomas Nielsen.

De første danskere skal allerede i kamp igen i morgen kl. 9.00, kom så Danmark!


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?