Badminton Danmark og Badminton Europe er på udkig efter aspirerende internationale referees, der har mod på at stå med det øverste ansvar for, at konkurrencen ved turneringer og mesterskaber i hele verden forløber, som den skal.
Vil du have indflydelse på nogle af de største – og måske endda de allerstørste – badmintonturneringer i Europa og resten af verden og stå for at holde styr på, at alt forløber, som det skal?
Så er du måske en af de kommende internationale referees, som Badminton Danmark og Badminton Europe i øjeblikket er på udkig efter.
De første turneringer, du er med ved, bliver inden for Europas grænser, men har du talent og ikke mindst interesse, så er der mulighed for at stige i graderne og nå ud til turneringer i hele verden, herunder også OL og VM.
I skrivende stund er de to danske referees Torsten Berg og Svend Arleth i færd med at stykke et møde sammen for interesserede, der har lyst til at høre mere om, hvilke opgaver en international referee varetager, og hvilke oplevelser der følger med.
Som udgangspunkt er forventningen, at mødet vil blive afviklet i forbindelse med DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR 2019 i Odense, og der er i øvrigt lagt op til et internationalt referee-kurs i 2021, som vil blive uddybet på mødet.
Har du lyst til at høre nærmere om mødet, hvad det indebærer at agere referee eller andet, så kontakt Svend Arleth på:
Mail: svendarleth@hotmail.com