Første kandidat til Talentprisen 2019: Peter Arvedsen

08-03-2019 12:01 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Henover den næste uge præsenterer vi årets fem nominerede kandidater til Badminton Danmarks Talentpris 2019. Den første i rækken går i Lyngby Badminton Klub under navnet Arved, og han er blandt andet indstillet til prisen på baggrund af en altid positiv, værdsættende og udviklingsorienteret indstilling.

Find billetter til DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR.

Indstillingerne til Badminton Danmarks Talentpris 2019 er nu kogt ned til fem nominerede, som vi fra og med i dag vil præsentere en efter en henover den næste uge.

Den første kandidat er et ikke ukendt ansigt - blandt andet i kraft af at han i år er nomineret til prisen for tredje gang.

Ikke desto mindre er ungdomscheftræneren i Lyngby Badminton Klub, Peter Arvedsen, i den grad stolt over atter at være med i opløbet om prisen.

- Det er tredje gang, at jeg har fået den anseelse, ja, og det er selvfølgelig meget ærefuldt, at dels min egen klub mener, at jeg fortjener at få den hæder og naturligvis også, at prispanelet synes det samme. Det er jeg meget stolt af. Jeg vil dog også understrege, at der ligger en holdindsats bag, siger Peter Arvedsen og nævner blandt andre klubbens seniortræner Lars Klintrup.

- Lars har været min kollega igennem mange år, og vi supplerer bare hinanden rigtig godt. Han gør et vanvittigt godt stykke arbejde, så jeg vil sige, at hæderen skal bygges på fællesskabet og teamet i klubben, ligesom jeg er velsignet med en bestyrelse og en USU-formand, som giver mig lov til at gå i de retninger, jeg mener er de rette, siger Peter Arvedsen.

Læs også: Billetsalget til DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR er skudt i gang. 

I indstillingen af den 53-årige træner, som på klubhold også reagerer på navnet ”Arved”, fokuseres blandt andet på, at han på sin helt særlige måde og med sin altid positive og udviklingsorienterede indstilling til alle børn skaber en stemning, hvor den yngste nybegynder og de bedste elitespillere føler sig lige værdsatte og lige vigtige for ham.

En beskrivelse, som ”Arved” selv kan nikke genkendende til.

- Det vigtige for mig er udvikling. Om det så er hos det enkelte barn, i forældrekredsen eller omkring træningstilbuddene – det er underordnet. Men for eksempel at se et barn, der pludselig lykkes med at slå en clear. At se den der ”hov, der ramte jeg den sgu”, er for mig det, der gør det fedt at være badmintontræner. At være vidne til den glæde og mærke den fremgang, uanset alder og niveau, siger Peter Arvedsen.

Se sidste kampinterview med Mathias Boe/Carsten Mogensen her. 

Peter Arvedsens interesse for og evner, når det kommer til at favne helheden i en badmintonklub, er da også en af årsagerne til, at Badminton Danmarks Talentprispanel har peget på Lyngbytræneren som kandidat til Talentprisen 2019.

Det fortæller Badminton Danmarks talentudviklingschef Bo Ømosegaard, der sidder med i Talentprispanelet.

- Peter Arvedsen har en oprigtig interesse for alle spillere, han arbejder med, og for helheden. Han har været i gamet i rigtig mange år og har i flere sammenhænge bevist, at han er i stand til at bygge en ungdomsafdeling op nedefra. Han formår at gå ind i en klub og skabe et miljø, hvor børnene trives og har lyst til at være, og samtidig evner han at samle nogle folk og nogle trænere omkring sig og at satse langsigtet. Tilmed har han også bevist, at han har nogle rigtig gode indsigter, når det kommer til talentudvikling, og der kommer mange af de spillere fra de klubber, Peter Arvedsen har været i, op i vores ungdomselitegrupper, siger Bo Ømosegaard.

Læs også: Michael Kjeldsen vinder Badminton Danmarks Talentpris 2018.

Den endelige prismodtager blandt de nominerede vil blive fundet ved en afstemning blandt udvalgte talenttrænere - heriblandt ungdomslandstrænere, talentcentertrænere samt undervisere på badmintonsportens træneruddannelser.

Vinderen af Badminton Danmarks Talentpris 2019 vil blive hædret under Gallaaftenen til Ungdoms-DM i Greve den 5.-7. april.

Læs også: Følg de danske spillere ved All England 2019.






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?