Badminton Danmark & DGI Badminton

Nominerede til Årets Badmintontræner har en ting til fælles: Hjertet banker for fjerbolden

01-05-2019 11:14 |  Badminton.dk |  Søren Askjær Midtgaard
Ildsjæl, coach, social, kammerat, ambitiøs. De mange forskellige karakteregenskaber står i kø, når vi skal beskrive de syv nominerede til titlen som Årets Badmintontræner. Men hvem der i sidste ende løber med den fornemme titel, afslører DGI Badminton og Badminton Danmark først til Badmintonforum i Vejle 11. maj 2019. 

I Vemb BK har trænerduoen, Mogens Olesen og Vibeke Bjerg Bundesen, på to år forvandlet spillerskaren fra 12 til imponerende 41 spillere. I Tarup Pårup Idrætsforening hiver Alexander Bülow Svenstrup uden problemer 40 børn med til overnatningsstævner. Og så har vi Frank Larsen fra Gentofte Badminton Klub, der er støtte og sparringspartner for ungdomsspillerne, når hverdagen byder på udfordringer både på og uden for banen. 

Men hvad skal der ellers til for at blive en nomineret i trænerkategorien?

Kim Vennegaard skaber for eksempel liv og glade dage i Stubbekøbing Badmintonklub og har viet sit liv til badminton ved at opsige sit job til fordel for trænergerningen. I Nordjylland møder Olav Thormann Larsen badmintonfolket med smil, skulderklap og krammere og tager, udover jobbet i Aabybro Badminton Club, trænertjansen i klubber, der mangler trænere. 

Hos Frem-Hellebæk BK fokuserer Kasper Ødum både på eliten og bredden, han træner alle ungdomsholdene og er tovholder på både interne og eksterne arrangementer. I Sønderjylland skaber Mathias Quitzau Lorenzen, Gråsten Badmintonklub, et godt træningsmiljø og deltager på alverdens trænerkurser for at udvikle sig som træner – samtidig med sit frivillige engagement i klubben. 

Klubbens naturlige omdrejningspunkt
Fælles for alle nominerede er, at de knuselsker sporten. Så meget at de udover trænergerningen bruger bunker af fritid på at skabe de allerbedste forhold i klubberne. Det er uden tvivl, at trænerne brænder for at udbrede badminton til en bred skare af spillere, ønsker at lære fra sig og være sparringspartner når ketsjeren svinges til træning og i kamp. De er klubbens naturlige omdrejningspunkt og har blik for at inddrage forældre og frivillige i arbejdet. De er entusiastiske og primusmotorer for at skabe en helt speciel klubånd.

Kom med til prisoverrækkelsen
Årets nominerede – Mogens og Vibeke, Kim, Frank, Kasper, Olav, Alexander og Mathias – repræsenterer sporten på en måde, der gør dem alle til værdige vindere. Desværre løber kun én med titlen som Årets Badmintontræner, og det kan du være med til at overvære, når DGI Badminton og Badminton Danmark afslører navnet på prisvinderen i DGI Huset i Vejle 11. maj 2019. 


Se oplægsholdere og læs mere om programmet på Facebook ved at klikke her

Kriterier for at vælge ”Årets Badmintontræner”
• Er entusiastisk og fungerer som naturligt samlingspunkt
• Repræsenterer badmintons værdier (oplevelse, glæde, udvikling og fællesskab)
• Bidrager til et stærkt træningsmiljø der udvikler hele spillertruppen sportsligt, menneskeligt og socialt 
• Er bevidst om egen, andres og klubbens udvikling
• Har blik for helheden i klubben (forældre, frivillige, andre afdelinger) 

De nominerede er
• Mogens Olesen og Vibeke Bjerg Bundesen - Vemb BK
• Kim Vennegaard, Stubbekøbing Badmintonklub
• Frank Larsen - Gentofte Badminton Klub
• Olav Thormann Larsen - Aabybro Badminton Club
• Kasper Ødum, Frem-Hellebæk BK
• Alexander Bülow Svenstrup – Tarup Pårup Idrætsforening 
• Mathias Quitzau Lorenzen - Gråsten Badmintonklub


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?