Årets klubber: et overflødighedshorn af fede aktiviteter

08-05-2019 15:02 |  Badminton.dk |  Søren Askjær Midtgaard
Så er der serveret. Årets bejlere til titlen ”Årets Klub” disker i den grad op med et ta-selv-bord af anderledes arrangementer for at tiltrække nye og fastholde eksisterende medlemmer. Hvem, der vinder hæderen, ”serveres” til Badmintonforum i Vejle 11. maj 2019.

Kom til Badmintonforum: Vi byder på oplæg, netværk og inspiration.

“Broby Bad Camp”. ”Skalborg Style”. ”Drive Me Crazy turnering”.

Kært barn har mange navne, men fælles for dem alle er, at det er navne på nogle af de mange finurlige aktiviteter, årets syv nominerede står bag.

Klubberne giver den i den grad gas med både sportslige og sociale arrangementer – og de helt store vindere er spillerne, som til stadighed strømmer til klubberne.   

Læs også: Initiativrigdom kendetegner årets ildsjæle.

Leg som socialt omdrejningspunkt
Badminton handler ikke blot om at fyre til en fjerbold. Det ved Ledøje-Smørum Badminton, som har masser af sociale indslag, som fx fastelavnsfest, landsbyløb og tv-hygge for at fastholde og tiltrække spillere.

I Nr. Broby Badmintonklub står den på sjov og badminton, hvor det handler om at gøre børnenes motorik bedre via leg og badminton – og forældrene bliver selvfølgelig inviteret til at lege med.

Bootcamp, natminton og Drive Me Crazy turnering for forældre og børn er blot nogle af de aktiviteter, Drive Badminton Klub har sat i værk for at styrke fællesskabet.   

Læs også: Nominerede til Årets Badmintontræner har en ting til fælles: Hjertet banker for fjerbolden.

Vækst og samarbejder
Et af kriterierne for at blive nomineret i kategorien ”Årets Klub” er, at klubben oplever stor medlemsvækst. Og det må man sige, at Horsens Badminton Klub har formået. Siden 2015 har de haft en fremgang på 25 procent, blandt andet fordi de prioriterer gratis spilletøj til alle ungdoms- og seniorspillere, forstår at fastholde pigespillere og har en udadvendt profil i lokalområdet.

Skalborg Sportsklub har taget rejsen fra ”lille landsbyklub i storbyen” med blot 30 medlemmer til nu at have Nordjyllands største seniorafdeling med over 70 medlemmer og udsolgte ungdomshold. Skalborg har skabt en rød tråd fra de helt små spillere over ungdomsrækkerne til seniorerne ved at lade alle aldersgrupper træne og spille med hinanden på kryds og tværs.

Badminton Sammenslutningen Alssund er et præmieeksempel på, hvad samarbejde kan føre til. De ni klubber bag sammenslutningen har skabt et fællesskab, hvor det er muligt at lave seriøs talentudvikling, hvor træningskvaliteten er i fokus, og hvor dygtigere trænere søger hen for at udvikle spillere.         

Se oplægsholdere til Badmintonforum 2019 og læs mere om programmet på Facebook.

Initiativ belønnes 
Men betyder alle disse tiltag ikke også en hel masse ekstra arbejde?

Jo, helt sikkert, men det betaler sig. Det er nemlig sådan, at de klubber, der tager initiativ og søger inspiration, bliver belønnet med flere medlemmer og flere deltagere ved deres aktiviteter.

Spændingen udløses til Badmintonforum
Landets klubber gør hver dag et kæmpe arbejde for at udbrede sporten. Men til Badmintonforum 2019 i Vejle er der desværre kun én vinder af prisen ”Årets Klub”.

Hvem det bliver, kan du opleve på tæt hold, når DGI Badminton og Badminton Danmark inviterer dig til et brag af en dag, hvor du får masser af inspiration og møder dine klubkollegaer.
           
Kriterier for at vælge ”Årets Klub”
• Repræsenterer badmintons værdier (oplevelse, glæde, udvikling og fællesskab)
• Oplever stor medlemsvækst
• Udvikler sig ved fx at have tilbud for nye målgrupper, bedre tilbud til medlemmer, uddannelse af trænere/ledere, rekruttering af medlemmer og frivillige
• Har synlige og aktive ledere og frivillige
• Er synlig i lokalområdet gennem markedsføring og aktiviteter
• Værner om klubbens position i lokalområdet

De nominerede klubber er
• Ledøje-Smørum Badminton
• Horsens Badminton Klub
• Stubbekøbing- og Storstrømmen-Kippinge Badminton Klub
• Drive Badminton Klub
• Skalborg Sportsklub
• Nr. Broby Badmintonklub
• Badminton Sammenslutningen Alssund







 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?