Lars Møller, DIF

Badmintonballet ved European Games åbnet med blandede danske resultater

24-06-2019 21:31 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
Fire sejre og to nederlag. Sådan sluttede den første dag for de danske badmintonspillere ved European Games. Tre gange singler og en enkelt herredouble kan notere sig en sejr, mens mixed- og damedouble begge tabte i dag.

European Games i Minsk er nu for alvor skudt i gang for de danske spillere, der alle var i aktion i dag. Men badmintonballet blev åbnet med blandede danske resultater. 

- Vi fik et lille wakeup-call efter øretæven i mixeddouble, men det gode ved turneringen er, at intet er vundet eller tabt endnu, fordi vi spiller puljekampe. Så nu skal vi glemme de nederlag, der har været, tro på at intet er ændret og klø på i morgen, fortalte cheflandstræner Kenneth Jonassen.


Dagen sluttede af på bedste manér med fire danske sejre i træk. Først slog Line Kjærsfeldt moldoveren Vlada Ginga overbevisende med 21-10, 21-8. Så fulgte Anders Antonsen ellers efter med en sejr over kroaten Zvonimir Durkinjak med 21-17, 21-11. Herefter lukkede Mia Blichfeldt singleballet med en sejr over tjekken Katerina Tomalova med 21-11, 21-12. 

- Pigerne havde glædet sig til at komme i gang, og det er tydeligt, at der er stor forskel på dem og deres modstandere. De var begge bare suveræne i dag. For Anders (Antonsen, red.) føles det på intet tidspunkt som om, at han er presset, også selvom den står 16-14, så har han styr på Durkinjak, sagde Jonassen.

Læs også: Line Kjærsfeldt dansk fanebærer ved European Games

Den tætteste kamp blev serveret til sidst. Det var Kim Astrup/Anders Skaarup, der måtte i tre sæt for at afgøre kampen mod polske Milosz Bochat/Adam Cwalina. Heldigvis sluttede dagen også af med en sejr på 20-22, 21-10, 21-14, som danskerne fightede sig til med flot spil.
 
Omvendt gik det i starten af dagen for den danske mixeddouble og damedouble. Sara Thygesen/Niclas Nøhr stod overfor de stærke andenseedede englændere Lauren Smith/Marcus Ellis. En dårlig start og en del fejl førte til et dansk nederlag på 14-21, 6-21.


Lidt senere havde Sara Thygesen så mulighed for revanche, da hun sammen med Maiken Fruergaard mødte Lauren Smith/Chloe Birch. Men ligesom i første kamp viste englænderne sig for stærke. Selvom danskerne var tæt på at nuppe andet sæt, måtte de se sig slået med 12-21, 18-21.

- Damedoublen starter ikke så godt, men formår at kæmpe sig lidt tilbage i andet sæt. De spiller lidt under niveau i dag, og så kan vi ikke forvente, at vi kan konkurrere med englænderne, fortalte Jonassen.

Vi håber på en god danskerdag i Minsk i morgen – se programmet for dagen her  og husk, at du kan følge med på DR. Tryk her for at se, hvordan de sender fra European Games.





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?