Surt nederlag i ligapremieren

02-09-2015 07:52 |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard
Der var på forhånd lagt op til en tæt kamp, da SSB tog hul på ligasæsonen med en svær udebanekamp mod Vendsyssel. Og opgøret skulle hurtigt vise sig at leve op til forventningerne.

De to hold delte sejrene i de to første runder, hvor Niclas Nøhr og Lena Grebak levede op til favoritværdigheden i mixed double mod Vendsyssels Lasse Mølhede og Josephine Van Zaane, der blev besejret med de overbevisende cifre, 21-14 og 21-16. Samtidig lykkedes de for Mia Blichfeldt at nedlægge hjemmeholdets Kati Tolmoff med 21-19 og 21-16.

Til gengæld blev det til nederlag i damedoublen, hvor Amanda Madsen og Joan Christiansen efter en skidt start ellers fik spillet sig op. Alligevel måtte de se sig slået af Camilla Sørensen og ex-SSB'eren Maria Helsbøl med 11-21 og 19-21. Det samme kampbillede gentog sig i herredoublen, hvor Mads Pedersen og Alexander Bond tabte med 9-21 og 19-21 til Jonathan Nordh og Zvonimir Durkinjak.

Dramatiske herresingler

Med stillingen 2-2 var det dermed op til herresinglerne af bestemme udfaldet af holdkampen. Først lykkedes det for Jacob Nilsson at kæmpe sig fornemt tilbage efter en elendig start i første sæt og nede med flere matchbolde i tredje, inden han kunne sikre sejren med 6-21, 21-15 og 22-20.

Omvendt gik det desværre for Rasmus Fladberg i 1. herresingle, hvor han efter en god indledning måtte se sig slået af hjemmeholdets Ville Joonas Lång med cifrene 21-16, 17-21 og 17-21.

Derfor måtte SSB, ligesom det var tilfældet flere gang i sidste sæson, ud i et golden set. Valget faldt på herredoublen, hvor Rasmus Fladberg og Niclas Nøhr var oppe mod Zvonimir Durkinjak og Jonatan Nordh. Det lykkedes dog aldrig rigtig for SSB'erne at få fat i sættet, der blev tabt med 21-12.

Derfor blev slutfacit et ærgerligt nederlag til SSB på 4-3 - men dog det første point til ligatabellen. Et point, der kan vise sig at blive vigtigt i en liga, der ser ud til at blive mindst lige så tæt som de foregående sæsoner. Således blev det i første runde fx til nederlag til både sidste sæsons guld- og sølvvindere (Greve og Skovshoved).

På den igen

Allerede på torsdag er der atter lagt op til et brag af en kamp, når Team Skælskør-Slagelse, som vandt deres ligakamp i første runde med 4-2 over Højbjerg, kommer på besøg. Kampen i Solrød Idrætscenter begynder kl. 19, og vi håber, at I vil møde talstærkt op for at støtte hjemmeholdet.






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?