"Lillebror" slog til i Greve

02-10-2015 22:35 |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard
Nogle sejre er bare sødere end andre. Og der er ingen tvivl om, at fredagens golden set-gevinst i badmintonligaen på udebane mod Greve smagte ekstra godt.

Inden kampen havde Greve-lejren selv betegnet opgøret som "storebror mod lillebror" med SSB'erne i rollen som de små. Men da først fjerboldene begyndte at flyve, skulle det hurtigt vise sig, at der ikke var meget "lillebror-syndrom" over Solrød-spillernes attitude.

I de fire første kampe blev det således til hele tre SSB-gevinster. Og mens sejren i mixed doublen med Niklas Nøhr og Lena Grebak, som slog hjemmeholdets Mikkel Delbo Larsen og Isabella Nielsen med 22-20 og 21-16, måske nok var ventet, så lå der et par artige overraskelser på lur i singlerne.

SSB var ellers hårdt ramt af afbud fra Mia Blichfeldt i damesinglen, hvilket gav Julie Rechnagel ligadebut. Og hvilken debut. I sikker stil lykkedes det hende at udmanøvrere Greves Amalie H. Hansen med to gange 21-16 efter en meget imponerende og disciplineret indsats.

Samtidig skulle Rasmus Fladberg op mod hjemmeholdets franske es, Brice Leverdez, der blev kørt over i suveræn Fladberg-stil med 21-10 og 21-09.

Til gengæld snuppede Greve sejren i herredoublen, hvor Jacco Arends og Jelle Maas var for stor en mundfuld for Steve Olesen og Filip Myhren, som måtte give fortabt med 15-21 og 13-21.

Spændingen steg

Dermed var stillingen i holdkampen 3-1til Solrød. Men intet var dog afgjort. Hjemmeholdet har således en af landets bedste 2. herresingler i form af Joachim Persson, der viste sit værd med 21-15 og 21-12 mod Jacob Nilsson.

Og da damedoublen ligeledes blev vundet af Greve-spillerne Ditte og Rikke Søby Hansen med 23-21 og 21-10, skulle kampen, lige som SSB's opgør tirsdag mod Gentofte, ud i et golden set for at finde sin afgørelse.

Taktisk træk gav pote

Her faldt valget i sidste ende på damedouble, hvilket gav begge trænere mulighed for at teste deres taktiske færdigheder.

Både Greve og SSB valgte således at skifte ud i DD-konstellationerne, hvilket betød at hjemmeholdets Rikke Søby Hansen og Isabella Nielsen skulle op mod SSB-duoen Amanda Madsen og Lena Grebak.

De taktiske rokeringer befandt tydeligvis Solrød-spillerne bedst, og de tog teten i et tæt sæt med en kneben føring, som holdt hele vejen hjem med slutcifrene 21-17 til stor jubel for både Solrød-holdet og deres tilrejste tilskuere.

Dermed kom den kærkomne sejr i hus med 4-3 - for anden runde i træk. Dermed kravler SSB godt op i tabellen og ligger kun et enkelt point efter netop Greve.

Spillerne kan nu holde en velfortjent ligapause, indtil næste opgør, som bliver på udebane mod Værløse den 24. november, mens Skovshoved kommer på besøg i Solrød Idrætscenter to dage efter, torsdag den 26. november kl. 19.00. 


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?